Trækker mig hen langs grønne plæner med pyntede bede langs en kilde med silende klart vand til en tykning med en smal sti på en bund af spåner, der gør hun holdt og peger. Hvad der ligner en tynd træstamme er benet på en giraf.
Ganske stille står den, nu ser jeg alle fire ben, og der oppe i løvet på de omgivende kroner et lille trekantet hovede med to horn på en langstrakt kamufleret hals, så kigger jeg på Viola usikker på om det er sandheden, jeg ser, og hun nikker. Midt i tykningen i haven beskyttet af mure på alle sider står en giraf undsluppet fra zoologisk have. Hvilket syn.
Den gumler på de øverste blade underkæben bevæger sig sidelæns så bladene bliver kvast inden de ryger ned gennem den lange hals. Fuldstændig kamufleret af pletter lyse mørke.
Hvilket privilegie at træde ud af den tillukkede forudsigelige kultur og ind i naturens eventyrlige. Hvor fuldstændig vildt at få lov at opleve, da den sænker sit hovede spreder forbenene og vil give mig et et kys, nej nej den vil fodres, så jeg plukker en håndfuld og mader den. Rutineret vikler den sin lange sorte tunge om mit bundt og trækker til. Jeg er ikke i tvivl om, at det kun er fordi jeg er Violas far, at jeg får lov at opleve det eventyrlige syn, hun kan altså noget ingen andre kan, som en fjern stemme hører jeg råbet: Lavine.
Det giver et kraftigt rungende ekko som var vi i en kløft mellem bjergsider.
Jeg hører det, men ser ikke noget. Måske det bare er en drøm.
Skriver på en bænk i parken overfor. En ny novelle som skal være eventyrlig, satirisk, barnlig og sjov.