Gods sidste dag hos menneskene

Fra skabelsesberetningen Elskede Olga

Med et menneske ved roret, en gud i kassen og flaget, det lasede flag fra retfærdighedens dag vajende fra mastetoppen, sejler de afsted på denne Gods sidste dag hos menneskene mod den fjerne fremmede kyst, det blå land.
Vinden er god, himlen er klar med enkelte lette skyer, vandet roligt, strømmen fin, tavs sidder God i kassen og nyder bølgernes lette skvulpen, vindens friske pust, mens han langsomt vænner sig til den beslutning, han har taget.
Nu er der ingen vej tilbage.
– Det du sagde . . . spurgte Thor uden at tage blikket fra havet, det du sagde om godhed. Jamen, jeg kunne da godt tænke mig at være god.
God sagde ingenting. Kiggede tilbage mod landet de havde forladt, som en langstrakt bælgfrugt i kølige blågrønne nuancer klæbede det til horisonten, hytten kunne han ikke se længere, eller gården eller enkelte træer kun skov, ikke bakker kun et bulet landskab, der strakte sig fjernt til begge sider.
– Og jeg kunne da godt tænke mig at lære mine børn at være gode.
Han sagde det nærmest til sig selv, Thor, mens han skuede mod det fremmede landskab, der langsomt fik farve og groede til grønne bakker og tætte skove.
Stammerne knagede i rebene, som bandt dem sammen, vandets vuggen formede flåden, den var ikke fuldstændig stiv, kunne give sig i sammenføjningerne, gav efter for bølgerne. Vinden havde godt fat i sejlet, trak det afsted, så at mast og båd måtte følge med, og vandet småsvulpede ind over stammerne og gav med sin beskedne rastløse plasken vindens susen værdighed. Så lød Gods stemme pludselig fra fiskekassen, dyb og andagtsfuld, som var det selve blæretangen, der talte:
– Du skal bygge et skib. Du skal bygge et skib, hvor vandet ikke trænger ind, et skib, som bærer flere sejl, som sejler hurtigere og sikrere, og når du har sejlet med det så hurtigt, at sejlet er ved at flænge og rebene ved at sprænge, når du har sejlet det så hurtigt, som det kan sejle, så skal du bygge et nyt og bedre. Og når du ikke kan sejle bedre med det skib, da skal du bygge et nyt og bedre, og med det skal du sejle og sejle, nyde at sejle, thi den, der har lyst og arbejder, skal blive dygtig, og den, der er dygtig og arbejder, skal blive bedre.
Han holdt en kort pause, mens han så ud over vandet, som kiggede han efter et eller andet, så fortsatte han stille:
– Godhed er at kæmpe. Du skal kæmpe for retfærdighed, ikke den som står skrevet, men en større, den som var meningen, og som du føler i hjertet. Og du skal kæmpe for skønheden, ikke hvad andre kalder smukt eller dejligt, men den skønhed, som fylder dig med varme og som både er smuk og grusom og som er sandheden. – Ja, sandheden, Thor, sandheden skal du kæmpe for, hvis du vil være god.
Han kiggede Thor fortroligt i øjnene og Thor skævede til sejlet og smilede genert.
– Du skal kæmpe, du skal blive god, og du skal nyde at blive bedre, og den dag du selv er god, så god, at ingen anden er bedre, den dag du er den bedste, da er du det perfekte menneske, og det er kærlighed. Tro mig, jeg vil altid være i menneskene.
Thor smilede mod vinden, gav sejlet mere reb og drejede roret, så at vinden stod ret ind, og bølgerne skvulpede over dækket.
– Fuldkommen kærlighed.