Fejø Museum 18.juni 1989
I et tilstødende lokale sidder for åben dør en ældre hvidhåret mand med ryggen til. Han vender sig og nikker da han hører mine skridt. Jeg er den eneste besøgende. Over ham er et lille højtsiddende vindue væggene er reoler fyldt med kasser æsker og stabler af bøger. Jeg nikker smiler og opdager til min rædsel at jeg står med skarpretterens økse i hænderne. Håndtaget føles varmt og glat bladet er nypudset lysende blankt. Den er tung og den er skarp. På et skilt oplyses navnene på øens skarprettere gennem tiden det hvem der var øens sidste skarpretter og hvor mange hoveder han har skilt fra kroppen. Jeg vil hænge den op igen hvor jeg må have taget den men den er så smuk og tung ligger godt i hånden og skarp er den jeg kæmper alt jeg kan men kroppen og armen reagerer ikke det er virkelig sygt at jeg skal få et anfald.
Han kigger spørgende på mig langt hvidt hår hvidt skæg uindfatede briller vest og skjorte ærmer hænderne krogede fingrene tynde jeg vil ikke. Lugten er fæl.
Jeg vil ikke jeg vil ikke. Øksen sidder fast i hånden jeg kan ikke slippe den min bil holder i gården mange har set mig ikke nu ikke nu han stirrer forskrækket bevæger læberne men jeg hører ikke hvad han siger min mave trækker sig sammen jeg sveder kan dårligt få vejret flygt flygter ned ad gangen med alle klassebillederne fra Fejø skole siden stiftelsen og håndskrevne navne på samtlige elever snubler over en gyngehest taber øksen løber mod lyset op ad trappen luft luft jeg ryster over det hele men jeg klarer det.
Erkendelsen at være en tikkende bombe er rystende. Kører omtåget ned ad vejen til Dybvig Havn parkerer ved kiosken og peger på en menu bestiller en fadøl nu skal jeg dampe af. Rolig nu. Det slår mig da jeg kigger mig omkring i den udendørs servering hvor grimme alle gæsterne er. Dellerne flyder ud over skjorten benene hvide stilke brysterne er melsække perlekæden dingler når hun taler og så latteren der får det hele til at gynge. Gæsterne er dyr i en zoologisk have kvinden en hvalros ølvommen bjørn selv bedstefar er tatoveret på begge arme gamle slidte med rynket hud så nu brøler han som et næsehorn ham med skægget samlet i en pisk og håret i en hale. En gravko kommer buldrende overdøver alt. Stankelben og kødbamser. På nærmeste skilt står der losseplads.
Det er ikke med kærlighed jeg dæmper frygten men med had. Alt jeg ser forbander jeg. Hvad der sker eller hvad skal der ske. Jeg må væk slippe fri af dæmonen men forfølges af en flodhest med fredsdue på maven bare tær i sejlersko ulækker. Som skum og flødebolle på overdådig vaffelis. Hundebar med vandskål.
Jeg krydser gaden til en plads med bænke og en lokal skulptur på sokkel der kæmper med en grillrist om at at være grimmest mens lindetræ og flagstang kæmper om at være højest. Jeg får det bedre når jeg kan more mig lidt og hellere være vranten end få et anfald.
FRA Dagens kapitel AF BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG