Sigmuns mor maren flodhest er blevet forelsket så da han kommer hjem sidder der på den lille stol han plejer at bruge en kæmpe flodhestebagdel ufatteligt at stolens ben ikke giver efter. grumset ulækker vortet hud mørk på ryg og hoved lysere på maven. hvis han læner sig tilbage vil han med et brag falde på gulvet. det er lidt af en balancekunst for så stort et kødbjerg at sidde på numsen.
gammel er han og når han gaber af kedsomhed stinker huset af rådden fisk. hvordan hans plejemor kan blive forelsket i sådan et eksemplar er en gåde men det er hun altså. smånussende går hun rundt og retter på tingene og tørrer af og ønsker der var mere at rydde op. sigmun er ikke spor ked af det da hun beder ham finde et andet sted at sove nu hermann er flyttet ind. det lykkes for hermann at få formet ordene og spyttet ud af munden
er der mere fisk?
straks disker mormaren op med resterne fra i morges som han propper ind i sit kæmpegab og sluger i en mundfuld. så stanger han tænder med en gaffel et fiskeben har sat sig fast. spytter på gulvet og vælter om på sofaen med en pude under hovedet.
mormaren ser helt anderledes ung og levende ud nu hun har fået den dvaske kødklump indenfor døren. sigmun spørger ikke hvor længe forholdet vil strække sig. er man forelsket sætter hjernen ud og intet kan du stole på. hun er for gammel til at gå i brunst så det må være noget andet der udløser forelskelsen for den er oprigtig. hun ter sig som en teenager forelsket for første gang. fuldstændig hjerneblæst bliver man uanset alder.
Fra romanen Kærlighedens Karneval hvor dyrene har taget magten.
Sigmun er en pingvin som MorMaren har taget til sig som plejebarn.