Horeungen

Rigmor var tyskertøs under krigen og blev tvunget til at efterlade sit barn horeungen Mads ved fødslen. Hele sin barndom har han boet på børnehjem. Nu har hun med hjælp fra veninden Isabella fundet sin søn 25 år efter og fået oplyst, hvor hun kan finde ham, han bor på gaden som hjemløs.

Det var med rystende knæ og hænder, Rigmor klædte sig på den morgen, tankerne fløj gennem hendes hovede om skyld og straf og arvelige anlæg, om tvivl og lugt, hvad hun skulle sige og gøre, en rodet forestilling, fuldstændig kaotisk, ansvar? Hvorfor og hvorfor nu? Vil han overhovedet tro hende? Hun holdt Isabella i et fast greb, da de tog hjemmefra om formiddagen, og nu var de så her, altså de havde fundet ham, og Isabella havde vinket Rigmor frem.
- Ved du hvem jeg er? sagde Rigmor og tænkte, det var da noget af det dummeste, hun kunne finde på at sige.
- En fin, fin dame.
- Jeg er din mor. Stemmen var svag og grødet, nu var det sagt, det var en lettelse.
Mads tørrede sig om munden og kiggede væk. Skeptisk. Rigmor lod pausen umærkeligt skabe klarhed, lod tågedisen lette.
- Hvordan det?
- Jeg fødte dig 10.maj 1945 på Øresunds Hospital. Igen en lang pause.
- Og så flygtede du, hold kæft hvor har jeg hadet dig. Mads strakte ud efter håndtaget og gav mine til at ville rejse sig, og Rigmor holdt sig for munden for at undgå, at den sagde noget uoverlagt.
- Og hva'  så? Hans stemme dirrede med vibrato, det var ikke et spørgsmål men en musikalsk tilkendegivelse.
- Og hva' så? gentog han.
- Jeg har savnet dig. Rigmor havde lyst til at give ham et knus men kunne godt mærke, at han først skulle acceptere hende.
- Hvor kunne du?
- Jeg vidste det godt, men jeg havde ikke noget valg. Og nu er jeg her.
- Og hva' så? Se på mig, det er altså ikke endnu en mor, jeg har brug for, kvinders omsorg har jeg fået nok af, har du nogen penge?
Rigmor sank klumpen i halsen og sagde:
- Nej, ikke penge, det er ikke det, jeg kan give dig, du skal bare vide, at du gør mig glad. At vide du lever gør mig glad.

Fra novellen Horeungen https://mortenbo.com/manus/prosa/horeungen.htm