Det er på en café, jeg kommer i snak med Illiane, hun forsker i tid. Som Gerhart er hun studerende ved universitetet men har fået lov at komme på laboratoriet i ferien, netop fordi det er tid, hun forsker i, og hendes langvarige forsøg tåler ingen pauser.
Hun har brune øjne, lakerede negle og en skønhedsplet på kinden, og så er hun stærkt optaget af det besynderlige fænomen, som er så uhåndgribeligt men umuligt at flygte fra.
– Tid er en konstruktion, noget vi bilder os ind, vildt ikke?
Jeg nyder hendes entusiasme, hun opdager og finder på, mens hun taler, det er noget andet end Sandhedens leksikale viden, hendes er levende.
Hun beskriver engageret med begge arme, hvad hendes forskning går ud på, og hvordan hun vil bevise sin teori – jeg har to lukkede rum, lige store det ene med hvide vægge loft og gulv, det andet med sorte, og så er der i hvert rum en tidsmåler altså et meget præcist ur, og så checker jeg, om de går lige hurtigt, altså om tiden hele tiden er ens i de to rum.
– Lyst og mørkt gør det en forskel?
– Når rummene er lukkede, er der altid mørkt, men så tænder jeg for lyset, så fotonerne i det hvide rum hvirvler omkring, men ikke i det sorte, og så aflæser jeg, om det påvirker tiden. Jeg kan også ændre på vægten, og mine forsøg viser, at tid afhænger af masse men ikke af lys. Vildt ikke?
– Går den hurtigere eller langsommere?
– Du skulle komme med på laboratoriet og se mine opstillinger, for tænk om vi kunne få tiden til at gå i stå eller gå baglæns, Illiane smitter med sin befriende hjertelige latter.
– Mirakel?
– Når tid er en illusion, altså noget vi forestiller os, så er mirakler en mulighed. Vi kalder det overnaturligt, men det er altså bare en ændret forestilling, lyder det helt åndssvagt?
Hendes brune øjne er fascinerende, blikket så fuldt af begejstring, jeg nyder Illianes selskab.
– Noget videnskaben har kæmpet med siden Einstein er begrebet uendelighed, det er så vildt, for tænk hvis tiden ikke er en linje uendelig i begge retninger, men en kugle altså en krummet flade, lige som jordens overflade, så uendelig er en evig gentagelse. Jordens overflade har ingen begyndelse og slutning ikke noget op og ned, hvis du begiver dig afsted, kan du gå i al evighed, din tid har ingen ende, fordi jorden ikke har nogen ende. Vildt, ikke?
Vi aftaler et tidspunkt, hvor jeg må komme og se hendes laboratorie, for det lyder spændende. Og så er hun så skøn at være sammen med, det er altså et dejligt sted, Gerhart har fundet til os.
Uddrag af romanen Bundet Til Masten som jeg er igang med at renskrive.