Ilse var 19 og trist.
Inden hun gik hjemmefra havde hun set sig i spejlet og kunne tydeligt se hvor grim hun var. Siden den kedelige oplevelse hvor en mand en aften havde forsøgt at tage hende med magt, havde hun haft det skidt. Hun var sluppet fra ham men havde været så bange, at hun var blevet en hel anden pige. Altid sky. Trist og grim.
Nu havde hun så taget en beslutning. Ingen vidste noget om det, andet end at hun følte sig utryg sammen med mænd og aldrig turde gå på date med drenge.
Hun gik ad jernbanestien det var ved at blive mørkt ned til en bro over sporet kun for cyklister og gående. Og nu står hun så der midt på broen og vil gøre en ende på sit sølle liv.
Meget har hun prøvet foran spejlet, læst alt om hvordan man fik øjnene til at virke store og få øjenvipperne til at syne af mere. Alt havde hun prøvet fra naturligt hverdagslook til dristigt glamourøst aftenlook, men hvad hjalp det, når hun alligevel ikke turde gå nogen steder.
Make up og pleje er blot medier til at udstråle den indre energi og selvtillid. Indre energi havde havde hun, nu skulle det være.
- Det kan jeg godt. Hun smed sin jakke, satte sig op på gitteret og så var det ellers bare at vente.
- Farvel verden, du ville ikke have mig, men gjorde mig trist og grim, ubrugelig og nu har du så valgt at slippe af med mig, flå min krop i stykker sjaske mit blod på forruden af et tog gad vide om glasset holder.
Ilse ser det for sig kun tre meter er der ned til toget, når det kommer, da nogen hvisker hende i øret:
- Hvorfor dig? Hvorfor ikke ham?
Er startet på en ny fortælling til novellesamlingen. Foreløbig en skitse, jeg ved ikke hvor meget kød der er på den. Ordet er Hævn.