Benedikte har i kirken oplevet en åbenbaring, der gør hende i stand til at velsigne og skabe mirakler. Hver lørdag tilbyder hun på Facebook unge der vil velsignes om at komme ud i en lysning i skoven.
Med armene ud til siden og håndfladerne vendt mod himlen sidder Benedikte i græsset med lukkede øjne og ber en bøn. Omkring hende i en cirkel sidder de, der er kommet.
– Far i himlen, dit navn er helligt, dit rige skal komme og din vilje vil ske. Jeg ber dig fri os fra fristelsen og befri os fra det onde, for det har du magten til. Amen.
Så smiler hun og fortæller, hvad hun oplevede i kirken, alt om åbenbaringen, mens hun kigger hver enkelt i øjnene.
Sit billede af Madonnaen har hun stillet op ad en stor sten, selv sidder hun på et tæppe i sin hvide skjorte og nye lyserøde sneakers.
En ung mand bliver som den første bedt om at sætte sig over for hende. Hun lægger en hånd på hans hovede, tager hans hånd i sin, og så velsigner hun ham. Hun har ikke forberedt, hvad hun vil sige, det kommer bare, længe sidder de sådan, så får hånden et klem, og hun stryger blidt hans kind.
Også blinde Emil bliver velsignet, men beskeden til ham er, at han vil få synet tilbage. Indtrængende ber hun om, at det må ske, mens hun klemmer hans hånd kraftigt og længe. Hun mærker den besynderlige fornemmelse af fraværende vægtløshed, som er det en anden, der styrer hendes vilje, og Benedikte opfatter det som tegn på, at hendes bøn bliver hørt.
Også den følgende lørdag kommer Emil, men nu uden førerhund. Så sejlivet stolt er han, da han kigger Benedikte i øjnene og fortæller, at hun har givet ham synet tilbage. Benedikte smiler, giver Emil et knus og tænker det var, hvad hun mærkede, da hun velsignede ham.
I dag ber hun ikke, da hun velsigner Emil, om at noget må ske men takker for det, der skete.
Jeg var til korkoncert her til aften i Sct Johannes Kirke på Nørrebro, derfor er dagens tekst fra en novelle i bogen Omvej til Himmerig.
