I romanen Bundet til Masten har Ida mirakuløst helbredt en spejderdreng der var kommet til at hugge sig i benet med en økse. Med hånden på såret og en bøn gjorde hun benet raskt. Lægen der så det fatter ikke, hvad der skete. Nu sidder de bag samaritterteltet og slapper af.
Ida har stadig sit hemmelighedsfulde smil på læben, hun nyder at holde lægen i uvished
- Hvad tror du?
- Jeg tror på videnskab.
- Det er da ingen tro, det er da viden. Har du ingen tro?
- Du mener religion? Jo, jeg er kristen.
- Så tror du på dåb nadver og et evigt liv, ikke?
- Selvfølgelig.
- Men ikke mirakler?
- Kun guddommelige, ikke menneskelige.
- Nu nærmer du dig.
- Så du er en gud? Lægen smiler så charmerende, at Ida rykker tættere på.
- Mig gudinde? Nej jeg er en helt almindelig kvinde, tror du mig ikke?
- Jeg ser dig, jeg hører dig, jeg kan lugte dig, så ja jeg tror dig.
- Jeg er videnskabeligt bevist, det er dejligt.
Ida tager hans hånd mellem sine hænder, gnider den varm - kan du mærke det?
- Det er varmt.
- Det er mig. Hun læner sit hovede mod hans skulder. Lægens arm om Ida giver hende en fornemmelse af tryghed. Hun holder fast i hans hænder og ser ham i øjnene, vil mærke hvad der er bag det lysende blå. Det er kærligheden, hun leder efter, om det beskedne smil er andet end generthed.
Som efter rav i vandkanten søger hun et spor af ægthed, og da hun finder det, slappes alle muskler, en befriende overgivelse får hende til at stryge sine fingre gennem hans hår og lægge sine læber mod hans.