Indmaden Blottet

Nå ja, nu husker jeg, mit lommeur var gået i stå, batteriet skulle skiftes, det sker hvert andet år, og så går jeg til urmageren. 
En tyndhåret yngre mand i hvid kittel tager imod mit ur vender og drejer det med sine lange fingre professionelt og spørger, om jeg vil vente. Det vil jeg gerne. 
Jeg kan se ned ad gangen bag skranken i et mørkt lokale, en ældre også i kittel med lup for øjet nærstudere et armbåndsur med indmaden blottet. Han har en pincet i hånden så lille og tynd og præcis, så tager han med pincetten en skrue på bordet mindre end et riskorn placerer den i indmaden og skruer den fast med den roligste hånd støttet til bordet, nu ser jeg, at han er gammel, det er en gammel hånd, men sikker på hånden er han, skruer skruen på plads så blid og nænsom som demonterede han en sprængfarlig bombe, nej mere end det for bevægelsen lyser af selvsikkerhed, den ved, hvad den gør og ved at den kan.
 
Så tager han fat på mit. Det har den yngre urmager, han kunne være barnebarnet lagt parat ved siden af ham. 
Samme præcision samme koncentration selvom det kun er et batteri, der skal skiftes. Pincetten griber om det lille runde stykke metal fjerner det finder et nyt sætter det på plads stadig med den enøjede lup for øjet, så klemmer han bagkapslen fast og stiller tiden, jeg er fascineret. 
- Værsågo’ siger han rækker mig uret og lægger øjenluppen. Og nu ser jeg rynkerne i hans ansigt og de hvidbuskede bryn og jeg fyldes af beundring og respekt.
- Sådan vil jeg være, tænker jeg, når jeg bliver gammel. Alene i stilhed med lysplet og øjenlup nede for enden med et livs erfaring og en sikker hånd, ham der stadig kan. I tankeløs koncentration upåvirket af tid og sted og en nysgerrig kunde, sådan vil jeg være, når jeg bliver gammel. Bare være.

Fra Levet og levnet - digt om erindring