Jesper var kreativ succesfuld reklamemand på 38 med hustru og børn. Og så var han egoist. Han havde efterhånden lært det, at hans målgruppe dem han skulle lokke med løfter var sindssyge. Mennesket var grundliggende syg i sindet, kun han selv var normal. Da han besluttede at erkende det, kunne han bedre acceptere dem, og ikke bebrejde dem, som de var skabt.
Som resultat af sin egoisme følte han at han ejede hele verden. Verden var hans. Når han gik ind på en restaurant eller et værtshus stillede han sig så han kunne spotte samtlige gæster blot ved at dreje hovedet. Det var hans sted og hans gæster. Når han kørte bil var vejen hans vej og at overhale ham var respektløst.
Selvfølgelig fik Jesper sig nogle uvenner, der syntes han var en uudholdelig blærerøv, men det var intet problem for han kunne sagtens slette dem fra erindringen og fra hans verden, de fandtes ikke længere. Aldrig behøvede han at forsvare sig, kæmpe eller eller tilgive så hellere finde en anden at blive ven med.
Hans hustru gennem 15 år behøvede bare sige hvad hun ønskede sig eller skulle bruge, så var han super engageret alt hun savnede fik hun men ikke at gå hånd i hånd på gaden, det var trods alt for tæt, han tålte ikke at være et par, dertil var hans egoisme for stor.
Hans kompetencer som egoist gjorde ham til den geniale reklamemand. Han vidste alt om at være enestående, og det handlede det i høj grad om i branchen, at du kan blive en succes, hvis du bruger denne sæbe eller køber dette slips. Fabrikation af løgnehistorier var kun naturligt, hans reklamekoncept var at kaste bananer til bavianer.
- Herregud, spøgte Jesper, hvis menneskene er som dyr skal de behandles som dyr.
Næste afsnit i novellen om forskellige mennesketyper.