Pludselig giver det et ryk i maskinen og alt, der ikke er spændt fast falder på gulvet. Ingeborg føler som alle andre at hun er blevet døv på venstre øre. Larmen er blevet halveret rystelserne stopper. Sisse og Fanny bag dem griner nervøst, propellen hoster, farten daler maskinen vipper fra side til side og to af passagererne fra højre række stiller sig i midtergangen for at se om det er rigtigt, at venstre propel er standset. Det er det. Propellen tager de sidste smertefulde omdrejninger giver et par knæk før den giver op. Går i stå.
Hvis lyden fra to motorer var nervepirrende, så bliver det ikke bedre med lyden fra kun en. Mormor forsøger at være upåvirket af al den virak og snakker om dyrene på gården som hun ved er Emils store interesse når han er på besøg.
Emil mærker angsten brede sig fra maven ned gennem benene til fødderne og op gennem kroppen ud i armene han må gribe fat i noget for at holde fingrene i ro. Og op i hovedet hans ører brænder og sveden pipler så mærkeligt er det, at han føler sig iskold som om han har feber. Har lyst til at flygte og er stiv af skræk. Har en klump i halsen han prøver at sluge, kan dårligt trække vejret sidder helt stille og holder blikket fast på den døde motor om den går igang igen. Han er både på flugt og forstenet sådan er angsten så selvmodsigende.
Så lyder pilotens rolige stemme i højttaleren og giver beskeden at der er sket en teknisk fejl med en motor, men at der fortsættes som planlagt til Stavanger dog med en lille forsinkelse.
Fra dagens skriveri. Alle passagererne får hvert deres afsnit og foreløbig går alt godt.