Her er jeg. Alene.
Nej ved siden af ligger en kvinde på ryggen uden tøj på og det er ikke Maja. Men heller ikke Isabella. Jeg får lyst til at spørge hvem hun er men det vil afsløre at jeg ikke aner hvad vi har lavet her skjult mellem sivene.
Hun retter ansigtet mod solen og lukker øjnene helt slap brysterne falder sammen til bløde puder hun er tynd med glat hvid hud ingen pletter eller mærker håret er lyst og løst skødet et mørkt vildnis.
Så fuldkommen er hun dalet ned fra himlen en gave til mig. Skal min troskab mon testes?
Jeg nipper til jordbærrene og byder hende men hun reagerer ikke så stikker hun en hånd i min taske som var det hendes tager vandflasken frem og drikker uden overhovedet at se mig. Hun ved slet ikke jeg er her måske det er mig der er dumpet ned fra himlen.
Stemningen kildrende mærkelig som forventer den noget af mig så jeg stiller mig overskrævs på hende så hun kan se hvem jeg er - nå nej bare se at jeg findes og er lige her.
Hun rejser sig kigger mig for første gang i øjnene tager min hånd og trækker mig med gennem sivene over tangen ud i vandet det er lavt men jeg følger efter hende. Er ved at snuble. Hun springer let jeg går forsigtigt ålegræs om fødderne enkelte sten hun er langt foran mig vender sig mod mig og vinker.
Jeg går ud til hende men da jeg er lige ved at nå hende løber hun længere ud lægger sig på knæ og vinker at jeg skal komme.
Blødt sand lavt vand længere og længere fra land kommer jeg. Er det en leg eller endnu en straf? Hun er så levende og smuk og jeg vil bare have hende. Vi er mere end 100 meter fra land ingen bølger klart vand køligt. Hver gang jeg er ved at nå hende springer hun fra mig jeg føler mig til grin.
Snotforvirret tumling der famler sig frem vildsvin i brunst der lokkes i en fælde. Stakåndet rejser jeg mig og giver op.
Sur skuffet og snydt vender jeg mig om og går ind mod stranden. Da jeg kigger mig tilbage for at se om hun følger efter er hun væk. I det samme vågner jeg.
Fra Romanen BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG. Så langt jeg er kommet i sidste redigering