Fra novellesamlingen Anna og andre noveller
Anna sang i kor, hun nød at synge, havde en smuk stemme og en aften om ugen havde passet fint, men så var det koret skulle holde koncert i kirken, og præsten havde fået en operasanger til at øve med dem og han var altså ubehagelig, det gik helt galt. Mere og mere irriteret blev han, særligt på Anna fordi hun sang så højt, sprudlende og glad lød det, men det var slet ikke hvad han ville have og så gjorde han grin med hendes svingende armbevægelser og simulerede langrend på ski
– love is the key we must trust
sang han overdrevet følsomt og lagde en hånd på hendes mave og den anden på hendes bryst for at demonstrere hvordan vejrtrækningen skulle være
– truth is the flame the lesson we must learn. jamen forstår du hvad det betyder?
så en hånd på hendes kæbe for at få den til at slappe af, og kinderne klemte han og hele tiden var det noget nyt der skulle rettes, igen og igen skulle hun synge den samme linje
– love is the opening door
Utålmodigt forsøgte han at få hende til at lyde, som om hun mente det hun sang
– det er ikke munden der skal synge. det er dig
og så satte han pegefingeren på hendes pande, hun følte det som et elektrisk stød, tog så begge hendes hænder i sine og så på hende, han så på hende med et blik, som kiggede han lige igennem hende og fokuserede på et punkt derinde bagved og sagde så dæmpet, at ingen andre hørte det
– hvad er du bange for?
Fuldstændig stiv som forstenet blev Anna, kunne ikke engang trække hænderne til sig, men da hun mærkede øjnene blive fugtige og halsen snøre sig sammen så gik hun. Tog frakke og taske og med tårerne løbende gik hun ned gennem kirken ud væk og kom ikke igen heller ikke til koncerten.
Han var gået for vidt, operasangeren i sin berøring det havde grænset til det pinlige, som han havde opført sig. Sådan havde hun det, hendes blufærdighedsgrænse var overskredet og det var så det. Den sag skulle glemmes og det blev den så, glemt indtil nu alene på klipperne.
Gennemskuet, det var det hun var blevet, han havde gennemskuet hende, kigget ind bag forhænget og talt til den nøgne kvinde, det var derfor hun rystende chokeret var gået, fordi han havde talt til hendes nøgenhed og ikke til hende. Han havde set ikke hende men en bange nøgen kvinde derinde og hende havde han givet eksistens.
Hun fandtes
Betaling på Mobilepay 30 50 11 32 Bøgerne sendes + porto. Send en mail til mb@mortenbo.com og få bogen eller bøgerne tilsendt.