En dag så jeg et luftskib. Vi stod parat i haven mor havde sin kikkert med en lille teaterkikkert for det var det første luftskib i Danmark og jeg var begyndt at få bryster så mor tog mig med til lægen hun var nok bange for jeg var en pige for min kusine var født med testikler og blev opereret som spæd så hun kunne ikke få børn og døde da hun var kun 23 hun boede i vejle og da jeg besøgte dem med farfar som forærede mig togbilletten gav han mig en lussing fordi jeg hele tiden gik for tæt på dørene når der blev fløjtet men farmor hun slog mig kun en gang fordi jeg klappede hende i numsen da hun skiftede til badetøj det var i deres private gryde i klitterne Lisebo stod der på skiltet så vidste man det var deres private gryde og Lise var deres datter og altså min tante hun boede i Norge og det var på et besøg hos hende at farfar døde han var lektor og da han hørte jeg havde lavet ballade hos en vikar og blevet sendt ned på kontoret hvor rektor gav mig en lussing så gav han mig også en lussing fordi vi var i familie. En huskekage.
Dem huskede jeg de lussinger jeg fik glemte dem aldrig og jeg glemte aldrig hvem jeg fik dem af nej tilgive har jeg aldrig kunnet. Tilgivelse og forsoning det er bare ikke mig.
Henning Enoksen var centerforward på landsholdet men det var målmanden Per Henriksen der skulle komme en dag i Lyngby Boldklub og skrive autografer. Jeg havde købt en autografbog hos boghandleren og Per Henriksens autograf sjovt ord autograf var den eneste jeg nogen sinde fik. De andre drenge i klubben spillede på hold men jeg blev aldrig god nok fordi jeg var bange for bolden. Men Peter Kauffeldt spillede på hold og han spillede kamp hver søndag. Jeg kom til træning tirsdag efter skole og havde fået både fodboldstøvler og klubtrøje blå med hvid krave men ikke benskinner som Peter Kauffeldt. Han drømte om at blive den ny Tommy Troelsen som spillede på Ungdomslandsholdet allerede som 16-årig.
Finalen i Wimbledon blev transmiteret i radioen det var så spændende Forhånd Nielsen baghånd Trabert forhånd Nielsen
Fra Levet og levnet digt om erindring
Betaling på Mobilepay 30 50 11 32 Bøgerne sendes + porto. Send en mail til mb@mortenbo.com og få bogen eller bøgerne tilsendt.