Morten Bo tester tester videooptageren VCC 656 fra Bauer.
Det står knaldgodt, billedet.
Kameraet er Bauers Super VHS-C og billedet er fantastisk. Selvom jeg viser det på den tussegamle hjemme-flimmer, som aldeles ikke er super, maner det alle mine fordomme i jorden om, at amatørvideo stadig er noget ubehjælpsomt flimmer i forvrængede farver. Det passer ikke.
Når jeg forbinder kameraet med TV-apparatet og ser originaloptagelsen , står billedet på skærmen som en direkte transmitteret TV-udsendelse i roligt vejr. Jeg kan ikke forestille mig, at Bauer kan sælge kameraer i fremtiden med løftet om bedre billedkvalitet. Farver, lys, kontrast er virkelig flot, hjemmevideo-billedet er bare helt i top.
Men det var nu egentlig lyden jeg gik efter.
Efter en halv menneskealder med billeder, billeder, billeder, på job, på ferie, med Nikon, Leica, med auto-klikken, med stumfilms-apparatet, fik jeg en varm eftermiddag med lukkede øjne og røven i en lun klippehulning i det svenske, en åbenbaring fra oven. Fjern latter, boblende klukken, vandfaldets brusen og fuglenes fløjt: en stor fyldig stilhed bredte sig i mig, hvilken skøn symfoni. Hvorfor ikke tage lyde med hjem til familiealbummet istedet for disse evindelige billeder?
Selvfølgelig kunne jeg, da vi året efter gjorde klar til den årlige ferie, have lånt drengenes ghettoblaster med indbygget mikrofon eller sat nye batterier i den gamle kassettebåndoptager, hvorfor jeg lånte et vidoekamera ved jeg ikke, men det gjorde jeg altså.
VCC 656 Super Compact VHS.
En lille lækker sag, der fuldstændig forsvinder i min næve. Den er som skabt til min hånd, bare ærgerligt at instrumentpanelet sidder netop dèr hvor fingrene også sidder, med det resultat at dato og årstal uanmeldt og på højst upassende tidspunkter dukker op i billedets underkant, for lige så pludseligt at forsvinde igen. Uge, måned. Klokkeslet. Man skal vide, hvornår man har dummet sig.
Jeg vænner fingrene til at holde sig fri af dato-knappen, men så pludselig, midt i en optagelse, toner billedet ud, som når en gammel stumfilm er forbi. For lige så pludseligt at fortryde og tone op igen.
Det er fade-knappen. Og en malplaceret tommelfinger.
Så lille og uanseelig, nærmest som en filipens er knappen, svær at se, umulig at mærke, og så sidder den lige dèr, på tommelfingerens plads.
Men hvor er det vidunderligt at filme. Lege med levende billeder.
Jeg går på opdagelse med kameraet forrest. Tændt. Jeg opsøger mennesker, tager deres forbløffelse med hjem, deres grin og hænder, der genert værger for sig mod snigvåbenet med den alt for dominerende lysende røde advarselslampe i front: Du bliver filmet!
Og samtaler, for det varer kun et øjeblik, så har de vænnet sig til at kameraet er en del af mig og lader sig ikke distrahere. Når jeg ikke lader mig mærke med det, så gør de heller ikke.
Mine børn vænner sig til, at jeg altid går rundt med et tændt kamera, de er fuldstændig ugenerte overfor det og opfører sig som om, det ikke er der. Eller rettere: som om det er den del af mig.
- Prøv at se her, siger Matias og stikker armen hen til kameraet, han har fået en splint i hånden. Jeg indstiller på macro og kigger på splinten.
Gennem søgeren. Bastian filmer, når jeg trækker den ud.
Vi optager alt hvad vi foretager os, alle vi møder, gående, stående, i løb, når bare jeg følger en bevægelse, undlader at zoome, men holder mig til vidvinklen er der ingen problemer med at holde det i hånden. Skarpheden passer sig selv, med blænden er det lidt mere problematisk.
Når jeg panorerer i et lokale bliver personerne pludselig kulsorte. Helt umotiveret dykker de tre blænder og bliver tordenvejrsagtige silhuetter: et vindue er kommet i billedfeltet. Og ligeså umotiveret træder de frem igen, når vinduet er passeret. Det virker kunstigt.
Jeg savner virkelig en knap, der låser blænden, som jeg kan låse afstand og exponering.
Det er generende, men jeg vænner mig til det. Undlader at panorere forbi vinduer, hvis der er personer i forgrunden, sørger for at himlen i billedfeltet aldrig er for stor.
Og slet ikke skifter størrelse.
Nej, mit virkelige problem er et helt andet.
Jeg er blevet bidt af det, filmeriet.
Hvad der skulle have været en afslappende, fredfyldt ferie med lukkede øjne og salig fjern fuglefløjt er blevet til en hektisk jagt på billedoplevelser, billedkonfrontationer, bevægelser, overraskelser og sker det ikke noget særligt en times tid, så laver jeg eksperimental-dokumentarisk kunstflip med forvrængede billedeffekter, leger med provokerende udsnit, fantasifulde bevægelser og drømmende toner. Jeg kan slet ikke lade være.
Og jeg elsker det.
Kameraet er groet fast i hånden, er blevet en helt naturlig forlængelse af mig, og hele tiden er jeg på vagt overfor den mindste bevægelse.
Jeg glemmer at holde ferie.
Og jeg glemmer lydene.
Jeg glemmer at lytte, og der er lyd på.
Mikrofonen sidder ved siden af optikken og optager alt, hvad der siges, synges, fløjtes. Fuglene, bølgerne, børnene. Larmen, bruset, stemmerne. Og sig selv.
Det er ikke hele tiden den siger grasp - grasp - grasp som et gammelt savværk. Bare en gang imellem. Hvis nu der var lås på lydniveaet, hvis jeg kunne koble automatikken fra, så kunne jeg undgå, at disse grasp-lyde stjæler stilheden, hver gang det skal til at blive rigtig spændende.
Kameraet er bestemt til altid at optage en vis lydmængde og hvis ikke, der er nogen billarm eller bølgeskvulp men kun fjerne fugle, så bliver deres pippen forstørret til bølgeskvulp. Niveauet skal holdes, lydstyrken være konstant. Taler man direkte til kameraet i en meters afstand er der ingen fugle. Når du altså taler. Imellem sætningerne skruer lyden sig op, og fuglene basker ind på lydsiden med et sug, som bølgebruset på en fladstrand.
Og er der stille, fuldstændig stille, sover ungerne i deres nattedøs i de bløde hotelsenge, mens regnvejrsvådt tøj drypper lydløst fra gardinstængerne, så har kameraet kun sig selv at optage.
Og det gør den så. På fuldt niveau: grasp - grasp som startede de tidligt med fuldtømmeret netop denne morgen. Savværksniveau.
Når det alligevel blev en fantastisk video jeg fik ud af det, privat-fantastisk-kigge-hygge-video, så var det fordi jeg lagde musik på, da jeg kom hjem. Indspillede min bedste plade på originalbåndets musikspor og mixede mig udenom den værste lydmystik. Den irriterende susen, knasen og knitren der ødelagde optagelserne, hver gang en vind rørte sig, blev skiftet ud med den dejligste fredfyldte feriemusik, der kom virkelig ro og afslappet storhed i optagelserne. Masser af tid.
Det endte med at blive en rigtig ferie.
Og hvis man nu tror, at jeg på ferien i år lader min Super VHS Compact VCC 656, ( - ja min, for jeg blev da nødt til at købe den, man giver ikke tilbage, hvad der er blevet en del af en selv, vel?) - blive hjemme, så tager man fejl. Jeg skal bare have bestilt en ekstern mikrofon og en ordentlig vindhætte.
For er man først grebet af videomanien, slipper man ikke så let fri igen.
Og så står de knaldgodt, billederne.
Morten Bo