FORSIDE
MANUSKRIPTER
ARTIKLER


Fra projekt Still Trying ©Mads Holm.

Hemmeligheden
Forord til Mads Holms afgangsprojekt ICP, New York.
af Morten Bo

hemmeligheden, hvem vil ikke gerne kende hemmeligheden, den er derude, det ved jeg, så det er bare at gå igang. på jagt, på farten holde øjne og ører åbne, på med regnslaget og ud i natten.

den gemmer sig et sted, er det i brødet, det nybagte, der venter på at blive brugt og gøre nytte, som musklerne i bjørn borg, de venter også.
eller er den, hemmeligheden, i den sorte sæk på vej til at blive smidt ud eller i gamle fotos af robert frank, som altid vil være der og ikke er til at slippe fri af, hvor er den hemmeligheden, Oprah Winfrey, du var alt andet end hemmelig, men nu er det slut, din stjerne er frosset til et billede.

jeg må videre men måske den slet ikke er derude, hemmeligheden, men derinde?

i en farve, i en forestilling eller i et forhold?
hvis du tror, at knægten giver manden et blowjob, så er du gået galt i byen, så har du totalt misforstået det varme solskinsbillede af den elskede far, men måske det er i misforståelsen at hemmeligheden gemmer sig? i sladderen, i frygten, mon ikke det er blod, de drikker, de sorte i harlem?

og morderen, det er frisøren, for saksen er spids og lyset kriminelt og kammen en krokodille, er det i farligheden, jeg skal finde den forløsende sandhed? hemmeligheden om livet, er den under dynen, på skødet, på tv?

eller findes den slet ikke, men venter på at blive skabt?
er sandheden om livet at lede efter en mening? at prøve at danse.