|
"jeg har forsøgt at tydeliggøre værkernes semiosis på en måde, som tager udgangspunkt i P.V.s definition af poesi som en forlænget tøven mellem lyd og betydning. en forlænget tøven mellem tegnet og det betegnede. forlænget tøven forstår jeg som det at stille spørgsmålstegn ved forbindelsen mellem tegn og betegnet.
derved opstår et brud i den neutraliserede relation mellem ord og betydning, som kan fostre alternative betydninger." Citat fra Kirstine Autzens speciale: Om Poesi i Kunstfotografi Reaktion efter på opfordring at have gennemlæst speciale fra universitetet af Kirstine Autzen: Om poesi i Kunstfotografi. Om bevægelse, rytme og tone og om værker, som består af flere billeder. En Lignelse af Morten Bo jeg ligger i en seng på hospitalet, ved sengegærdet står en hvidkitlet læge og dikterer til en diktafon, hvad han observerer. han beskriver min tilstand i et sprog, jeg ikke forstår i et tonefald, der udtrykker præscision og tydelighed. det kramper i det ene ben, og jeg prøver at holde igen på smerten, mens lægen dikterer sin observation med latinske benævnelser. så holder han en pause og venter på mine næste forkrampninger. jeg ved godt, at han han gør det af et godt hjerte, at der er mening og betydning i hans sprog, men kan ikke dy mig for at ønske, han kunne mærke min smerte, at han også fik sved på panden og ikke kun talte dråberne, der triller over mine kinder. da det pludselig jager voldsomt i lysken, og han noterer det i samme professionelle tonefald, får jeg den kætterske tanke, at det er ham, der fremkalder min smerte. jeg føler mig som en myre klemt inde mellem to glasplader i et mikroskop, som han studerer og beskriver. jeg er et forsøgsdyr, og mine lidelser skyldes kun, at han skal have noget at diktere. men smerten fortager sig, og jeg tænker klart igen, selvfølgelig er hans kølige annonyme fremtoning en nødvendighed og kun til mit bedste, men påfaldende er det, at han i attitude og sprog demonstrerer mangel på lidenskab. som er han bange for at blive overvældet, hvis boblen brister. forståeligt nok, hvis han viste medfølelse eller bare en smule medmenneskelighed, ville hans selvtillid som læge vakle, og behandlingen blive en katastrofe. jeg forsøger at smile, siger noget drilagtigt, sjovt og dumt, og jeg genkender i hans tonløse sætninger udtrykket lettere opstemt. mit forsøg på tilnærmelse blev karakterieret som lettere opstemt, det skuffer mig, og jeg tier stille. prøver at undertrykke smerten, da den kommer igen, fortrækker ikke en mine i håb om, at der så ikke er noget at skrive om. helt stiv gør jeg mig. ligger urørlig og holder blikket fast på en gren uden for vinduet. aktionen lykkes, han putter diktafonen i lommen og forlader sygestuen. så bryder jeg sammen. står hjælpeløs ud ad sengen, går haltende hen til vinduet, åbner det og skriger til verden og fuglene, at jeg er fri. |