|
Mod ære og en rulle film - om at livet er sekundet, hvor alt står på spil. af Morten Bo Der er Robin Hood-romantik i luften, når 700 fredsløse med hver 24 pile i koggeret, i grupper drager afsted ud i byen for at demonstrere deres skydefærdighed. En pil til hver hjort. Rammer du bare èn gang forbi, er din chance brugt, og du mærker den hånlige, overbærende latter skylle imod dig, du bliver ikke længere regnet for noget, en uduelig amatør er du, og du må gå bagest for ikke at skræmme vildtet for dem, der stadig har en chance. Og I elsker det. Som vi elsker straffesparket 15 sekunder før tid i en kamp, der hidtil har stået uafgjort, der er noget fascinerende ved det afgørende spark. Stød eller skud. Spring. Springet fra 25 m's højde ned i et brændende badekar, det suser deroppe. Et lille kiks, et uberegneligt vindpust, en anelse skævhed i afsættet og alt er tabt. Din chance spildt. Kildrer det i maven, kan du se dit liv dernede i den brændende balje, baske med vingerne, parat til at flyve til himmels? Spring, for det er dit liv, at springe. Eller støde. Med bøjet hovede står den foran dig, tyren og pruster, parat til i en sidste kraftanstrengelse at gennembore dig og kaste dig omkuld. Din kårde har du rettet mod dens nakke, et bestemt sted i nakken, men rammer du ved siden af, er der ben. Een chance har du, ryster du på hånden? Hvorfor tøver du? Er det nu, du virkelig lever, i sekunderne inden stødet? Eller skuddet. Dèr står han, banditten, skurken, den hensynsløse forrædder, din dødsfjende. For langt væk til at du kan være sikker på at ramme ham første gang, og du har kun èn patron tilbage. Fuldstændig rolig begynder du at gå frem mod ham. Hænderne hænger løst, dingler som tilfældigt. En forkert bevægelse og han trækker for tidligt. Du skal tættere på. Men heller ikke for tæt. Er det varmt idag? Kan du høre sandet knase, blodet pumpe? Der er noget fascinerende ved det afgørende øjeblik. Sekunderne inden du beslutter dig definitivt. At skulle have styr på det hele på èn gang: koncentrationen, adrenalinen, afstanden, vindretningen, baggrunden, ikke at lade sig distrahere af tilråb eller finter, bluffer han? Du har fundet dit motiv, du har sneget dig på plads, du har funderet over mulighederne, mulige forhindringer, hvorfra skal uheldet komme? I ly af en varevogn venter du på det rette sekund, så går du frem og står ansigt til ansigt med dit billede. Tør du? Tør du skyde, trykke knappen i bund? Misser du, så skyller latteren mod dig, og du må bagest i køen, ingen regner dig for noget, din chance er tabt, dagen er ødelagt. Men lykkedes det, ramte du plet, besejrede du dyret, lykkedes din bluff, da har du stadig din chance. Og er du den sikre type, nægter du at regne med heldet, så vil du aldrig vinde, men altid være blandt de middelmådige, men elsker du sekundet, hvor du tøvende holdet livet i hænderne og tilskuerne vejret, så har du chancen for at vinde. Sådan er fotomarathon: Et halsbrækkende udskilningsløb, et fotocross for fanatikere, en masochistisk udholdenhedsprøve. En galemandsforestilling. Og godt nok er det ikke livet, det gælder, når de fotogale med indædt koncentration, ukuelig vilje og 5 1/2 kg isenkram over skulderen drager gennem byen, mens de finkæmmer den for motiver, men man kunne godt tro det. Legen er alvorlig nok. |