Af Morten Bo
et billede
et ansigt
et halvt ansigt. et øje. en kind. rund, hvid, blød. og hår, der falder let om kinden som løsnet emballage og lyden af en sporvogn, hvinende i kurven fra ny østergade ind i hovedvagtsgade jeg står og kigger billeder vinduet er fuldt af billeder, ansigter af smil og gråd af frygt.
og håb.
de er sirligt hængt op i tyndt jerntråd, som barn elskede jeg at stå foran viktualiebutikken og se på salater, italiens salat, russisk salat, peberrodssalat, makrelsalat, alle fade var så fint pyntede med æg og mayonæse og tomatskiver og pølseskiver og purløg og nu er jeg blevet 20 og jeg nyder at stå og kigge på ansigter i det højtsiddende vindue i grønnegade.
jeg fik min fars retina IIc i studentergave og så købte han en minolta sr-7 han var arkitekt og brugte lysbilleder til sine foredrag om huse så han havde brug for at spejlrefleks-apparat. men en dag gik hans minolta i stykker og det var netop, da han skulle til Stockholm, og så lånte han min retina IIc og glemte den i en taxa, og på den måde fik jeg spejlrefleks, for jeg fik nemlig lov at beholde hans.
så købte han en minolta t-101. den nye model.
ti-tolv billeder hænger og svæver i det lille vindue, mennesker, børn, smil, ængstelse lidt kærlighed. frygt og håb.
og længsel. tegn foto står der på skiltet, men der er kun fotografier i vinduet. så hviner den næste sporvogn i svinget, i en stor bue fra højre side helt over til venstre kantsten går skinnerne i en bue, der prøver at klemme sig ned i det lidt for skarpe sving, jeg bor på hjørnet.
lige der, hvor hvinet bliver kraftigst og gnisterne fyger i kantstenen dèr er min hoveddør. jeg bor på 5.sal.
på min fars tegnestue. for enden af den lange gang der fører fra tegnestuen ud på loftslageret, videre forbi køkkenet i den lille niche foran vareelevatoren,der bor jeg.
der har været en dør engang, men nu er den væk.
et kæmpesøm stritter ensomt i en lægte, der er forsøgt slået fast i loftet. det er bøjet. pudsen er faldet ned omkring sømmet og stråog netværk hænger i laser. far siger jeg skal isolere loftet og væggene, og det er jeg så gået igang med. han siger også, der findes en dør, men jeg gør aldrig noget forsøg på at finde den. jeg befinder mig godt med de tomme dørhængsler og den enlige lægte i loftet så hviner det igen fra gaden.
jeg har en lille kanap med et vindue til at åbne. og jeg har den smukkeste udsigt i verden ned over grønnegade, store regnegade, ny østergade, ud over hustagene, de gamle rødstenstage, der leger med deres raslende teglsten i sommervarmen. det er mit hjem. og der er en blomst i vindueskarmen og jeg har fundet et kokostæppe og lånt en seng og skruet benene fast igen på en af tegnestuens kasserede stole. mit første eget hjem.
kgs nytorv er midt i københavn, københavn er midt i danmark, og danmark ligger midt i verden.
og når jeg sidder i skyggen på en bænk på kgs nytorv med kunstakademiet hvor jeg er optaget som arkitektstuderende på den ene side, og hovedvagtsgade hvor jeg har mit hjem, på den anden side, så befinder jeg mig præcis i midten af alting, ogføler mig som det lykkeligste menneske i verden.
beruset af frihed og lykkefølelse slentrer jeg op ad Strøget og kigger på mennesker. først året efter dukker plancheudstillingerne om napalm og tigerbure i Viet-nam op, her i 65 skinner solen, jeg køber osteskorper i gothersgade og kigger på fotografier i den lille butik i grønnegade.
ansigter, øjne, udtryk, jeg stirrer, som var det rejesalat og norsk salat og sildesalat pyntet med krøller af majonæse og duske af persille. jeg stirrer og elsker og suger til mig af noget avanceret og dybt og usigeligt. jeg er ikke i tvivl om, at billederne er de smukkeste i verden, og det undrer mig ikke, at de hænger her for jeg befinder mig jo netop i verdens midte.
forhænget bag billederne går ikke helt ned til gulvet, så jeg kan se ind i butikken. der står stativer og lamper og der ligger ledninger på gulvet og et par ben går rundt. jeg retter på minoltaen går op ad trappen og tager i håndtaget: hej, jeg kom lige forbi!
hun hed gurli.
på den anden side af gothersgade overfor grønnegade ligger borgergade og badeanstalten og man bliver gnubbet med træuld på ryggen af bademesteren når man nikker til ham.
jeg sætter hænderne på det kolde duggede vandrør og bøjer mig forover med lukkede øjne, mens jeg venter på den grovhåndede, smertefulde, vidunderlige, kortvarige rygorgasme det er som at komme i paradis og larmen fra de små stålfade med vaskeskum mod stålbordene det evigt strømmende vand i isbassinet og de rungende mandegrin mellem fliserne flyder sammen til en utrolig vellystfølelse en totalt berusende lykkefølelse, der kan holde en hel uge.
først bademesterens grove træuld, og så hen foran vinduet i grønnegade. det er bare lykke,og det sætter noget igang. senere kom forureningen til.
og vietnam. men i 66 var min verden enkel og ukompliceret.
hun kigger ud til mig gennem ruden, pigen med det halve ansigt. hun smiler. hun krydser fingre for sig selv og fremtiden.
og mig.
håret falder blødt om kinden og kinden er hvid og ren og øjet smiler og bærer håbet i sig. det er toves billede.
jeg mødte aldrig tove i butikken, kun gurli, men pigen i vinduet og hendes ukuelige tro på fremtiden og sig selv blev en del af mig.
et billede
et væsen
et par
billedet af et et par, et dobbeltvæsen, pige og hund.
hvid med sorte pletter, hovedet på skrå, genert. og nøgen, med lys hud, smil og blødt sort hår der falder, dynetungt.
21 år er gået. vietnamkrigen er forbi. ozonlaget beskadiget. fotografi er blevet kunst og tove er inviteret til at udstille med 17 andre fotografer i svendborg kunstforening. jeg er også med.
jeg har glædet mig til denne dag sat et stort kryds i kalenderen vi er inviteret til at komme og hænge op. sussanne mertz, gorm wallentin, viggo rivad, lis steincke, gregers nielsen, sonja, marianne, henrik og flere andre, jeg ser dem alt for sjældent, selvom mange af os bor i samme by.
jeg glæder mig til at snakke, til at se deres sidste billeder, til at have tid.
på vej over storebælt smider jeg de sidste fortøjninger, spekulationer om aftaler og ansatte, tidsfrister og tariffer
rente og rabat. retssager
jeg efterlader problemerne og tvangstankerne og pseudostressen i halsskov og giver mig tid. nu skal der slappes af og fyldes på.
sussanne har ringet i forvejen, hun kommer ikke. ærgerligt. jeg har ikke set carlo siden han var spæd. han må være 4 nu, og siden er albert kommet til ham har jeg kun hørt om gregers ringer også, han har travlt men han prøver at nå en senere færge, jeg glæder mig til han kommer. sidst vi sås var de en lykkelig familie gad vide hvordan det nu går med at dele amanda. hun må være blevet stor efterhånden.
pludselig står gorm i døren. forpjusket hår, solbrændt, blikket flakker rundt i lokalet.
skal vi selv hænge det op? spørger han med et skævt smil og kigger på uret. lidt flere rynker har han fået og lidt tyndere i toppen er han også blevet, men hans smil er det samme.
han stiller sine flotte portrætter langs endevæggen i et rum på første sal de skal sidde på samme væg i en bestemt rækkefølge men der er ikke galleriliste i loftet, hvor de yderste billeder skal hænge. - de ses også meget bedre, når de står på gulvet, siger han og forsvinder med sin pige, der venter på ham i døren.
jeg har billeder med af mine børn
i forkerte farver, mette kan ikke fordrage dem, for farverne er forvrængede og jeg har ridset og kradset og børstet i billederne maren ligner et atomuheld og bastian et færdselsuheld og matias et sexoffer. amalie har gule øjne , men jeg har glemt beslagene til rammerne, så de kan ikke komme op og hænge, mine børn
jeg må sætte dem på gulvet.
kemikalierne er så giftige at jeg har gasmaske på, når jeg laver billederne. maske og briller
beskyttelsesbriller. jeg fremkalder billederne i lukkede tagrender, trækker dem frem og tilbage gennem vædsken, mens emulsionen tager farve 2 min og 45 sekunder skal papiret have i fremkalderen og jeg holder øje med de selvlysende visere i mørket seks forskellige vædsker trækker jeg billedet igennem og jeg bliver træt i armene jeg ånder tungt gennem masken den lyder som en respirator og lugter af indelukket gummisko.
bordet sjasker af fremkalder det løber ned ad maven på mig, men jeg har forklæde på, vandfast vinyl, det går helt ned til træskoene. der er mørkt.
sort. næsten sort, jeg kan kun lige akkurat skimte at billedet langsomt gror frem i vædsken så klasker jeg billedet op på pladen i vasken og dupper næsten i blinde med klor. jo, jeg har gummihandsker på. klor og blegevædske og syre og fremkalder løber ned ad billedet og jeg skyller efter med vand.
gulvet sjasker med væske - hvor fanden er karkluden!
jeg famler på hylden over vasken, satans, der røg måleglasset. glasskårene får lov at ligge i vasken til jeg har tændt lyset.
med et sæt trækker pupillerne sig sammen fra blænde 1.4 til blænde 32 , fra chockoladelinser til knappenålshoveder og jeg misser beskyttende med øjnene.
hun er blevet flot, amalie. endnu hænger emulsionen i flager, håret er skallet rødt og selerne hænger i laser. jeg klasker hende op på brædtet skyller hende med vand og tørrer efter med en svamp.
så ridser jeg i hende
med en pensel. og en skalpel. og skraber hende, børster hende, striber og ridser. øjnene bliver gule.
langsomt forsvinder hun og et fantasifuldt billede af min egen agression mine undertrykte lyster, indestængte foragt, absurde tilbøjeligheder mit had og fortrængte sadisme gror frem i den stadig mere destruerede emulsion.
respiratoren gisper, ventilatoren brummer, vandet sprøjter op på væggen og løsreven emulsion sætter sig fast i vandlåsen mens jeg afreagerer på min voo-doo i vasken.
og her står de så, nydeligt bag glas og ramme, de bedste, lænet op ad væggen på svendborg kunstmuseum og venter på at komme op at hænge tjernobyl, tortur, trafikuheld. fremtidens freonbørn.
hen ad aften er de fleste af udstillingens billeder placeret . jeg har båret gorms nedenunder igen og sat dem i et rum, med gallerilister. gregers ringer igen, han når heller ikke den næste færge.
så pludselig står lis i døren med håret strittende og øjnene hængende nede på kinderne - uha, det blev sent igår. der var fernisering i kerteminde og de billeder hun skulle have nået at kopiere idag, må hun lave i nat istedet. åh nej, natarbejde igen!
hun ligger på knæ og glatter det kulørte sand på gulvet blåt og rødt.
midt i sandet står hendes obelisk, en gibsstøtte med indkapslede fotografier. jeg går rundt om kunsten og kigger.
og snakker. lis undskylder at hun har travlt. så kommer tove.
så kommer tove ind ad døren og lars bagefter med en kæmperulle mindst 2 m lang.
et billede
et billede af et par
et kæmpebillede af en pige og en hund. det er løgn!
tove har de sidste gange vi har udstillet sammen lavet små gnidrede mennesketomme intellektuelle studier i kedsomhed med udsagn så dybtliggende, at man skal have studeret sammenlignende analytisk fotografi i mere end en menneskealder for at trænge ind i hemmeligheden, billederne har skullet ses med forstørrelsesglas efter indtagelse af mescalin eller andet opkvikkende middel, kort sagt de har ikke været min kop te.
nu er jeg sgu træt af at høre dig snakke om at mine billeder er for små, smiler tove og ruller kæmpeeforstørrelserne ud på gulvet.
de er krøllede der er pletter og skjolder i kanterne og det er de mest vidunderlige billeder jeg længe har set.
en umiddelbar følelse af kærlighed og længsel smitter mig. jeg er vild med dem, især det ene, jeg får lyst til at gø af glæde, men glor bare stille på vidunderet, som lars holder op mod væggen, mens tove dirigerer op og ned i hjørnerne.
jeg kender godt et mirakel, når jeg ser et og her er jeg ikke i tvivl om, at jeg står overfor et fotografi i verdensklasse. hvor tit har man ikke uden held forsøgt at bruge menneskets nøgne krop til at fortælle historien om selve livet om følelser om harmoni. om helhed i universet.
menneske og dyr
selvfølgelig skal billedet af livet være en cirkel af menneske og dyr. kvinde og hund.
selvfølgelig skal formen være rund og afsluttet som jorden og universet og selvfølgelig skal baggrunden gå fra dag til nat og figurerne være sorte og hvide og plettede og selvfølgelig skal pigen tigge om at måtte kysse den fortryllede prins.
nej nej, det er ikke noget eventyr det er virkeligt nok. al verdens kærlighed samlet om to væsner der favner hinandne og smelter sammen og igen udvidder sig, gror til to væsner der skal skilles for at blive til al verdens kærlighed. der er en evighed af livsrytme i det billede.
det var fandens!
jeg er jaloux, misundelig og utrolig lykkelig, da vi om aftenen går rundt i svendborgs aftenstille gader. tove lars og jeg.
hun er kåd, tove, som en skolepige. lidt rastløs der skal ske noget to kedelige mænd følger hende. den ene elsker hende den anden beundrer hende.
og begge er vi jaloux.
apotekerens stemme lyder skrattende i dørhøjttaleren, han er gået i seng tove synes ikke klokken 23 er særlig sent at besøge gamle venner, når man nu endelig er i svendborg. - hvor langt er der til fåborg? spørger hun og kommer i tanke om en fest hos nogle venner.
de trætte mænd smiler lidt og ånder lettet op da hun kommer ud af møntboxen og henkastet siger, at det alligevel ikke var idag.
jeg vinker fra peronnen da de andre tager det sidste tog mod odense, så går jeg ned mod hotel royal.
der er stille i svendborg om natten, og jeg har brug for stilhed. noget skal sætte sig.
et billede
to billeder, et halvt ansigt og en parringsleg, to krydsede fingre og selve livet.
håbet og helheden, engang havde jeg brug for de krydsede fingre, troen på fremtiden og mig selv. nu har jeg brug for roen, helheden, troen på livet. billedet i grønnegade blev en del af mig, nu er jeg også blevet del af et billede. i svendborg.
tove selv falder aldrig til ro, og gudskelov for det. for det er hendes uro vi lever af.
