Notat om Johan Rosenmunthes værk
Spor af Glemsel
af Morten Bo
Det ulmer af forbigåethed i hans billeder, ingen kan som Johan Rosenmunthe vise glemsel, så det knitrer og knaser.
Hvad var det, der blev overset, hvad var det vi glemte, hvem var det, vi ikke ænsede, da vi gik forbi?
Johan er ham, der kigger sig tilbage, samler op, henter frem og minder os om, i sine tableauagtige værker, at der var noget, vi ikke fik med.
En collageteknik, der konfronterer fortid og nutid, aber og byggeboom har givet ham professionelt håndelag, men det er under den tekniske perfektion og beregnende ide at personligheden gemmer sig.
Ikke i figurerne, men i deres indbyrdes placering, det er i hullerne, rummet mellem figurerne Johan har sin styrke.
Det er afstanden, glemslens og forventningen, der giver hans billeder fylde og originalitet.
Når Johan Rosenmunthe jonglerer med det umulige er det distancen, der er på spil. Tomheden i det, vi overså, ensomheden i det vi forlod. Forladtheden, vi skabte ved at glemme, det er den Johan visualiserer i sine værker.
Når fortidens personer tager plads i nutidens billeder eller Afrikas flamingoer spankulerer rundt i København, så ulmer afmagten, en sær, poetisk, bittersød fornemmelse af at være blevet glemt. Så får hullerne liv og mellemrum betydning.
Han lokker med genkendelige motiver, leder os på vej med den gode ide, men inden vi når frem, forlader han os, for det er ikke Johans ærinde, at fortælle os sandheden, men at give os mulighed for at at opdage den.
Finde forladtheden i os selv. Den meningsløse forbigåethed.