Børn på Tagterrasse, Det ny Scala 1988
Forbrugspalads
tekst og foto: Morten Bo / RAGNAROK 1988
Scala i København er et madtempel og et varehus, og ikke som erkæret af indehaverne et morskabshus. Der er langt mellem grinene i det nye forbrugspalads. Og ingen gratis stole.
Jeg møder ham på 4. sal, oppe under kuplen, denne fantiske skikkelse, original og vis, som fik os til at græde og le i et halvt århundrede: Charles Chaplin. Den elskeligste af morskabens fædre.
Der står han i et glasbur, med sit anstrengte stivnede vokssmil og holder akavet om sin stok med den ene hånd, mens han holder den anden bag ryggen, som tigger han fordægt om en mønt.
Men Chaplin får ingen mønter, Chaplin er død. Kold og livløs står han på sin indelukkede kvadratmeter og lader sig misbruge.
Guldfugl i et glasbur, nej, det er ikke glas, det er akryl, og pigen, der forgæves prøver at tørre striber og pletter af, bliver aldrig færdig, for jo mere hun tørrer, jo mere støvet bliver acrylen og jo fjernere virker mindet om den morsomme mand.
På bagsiden af montren er der klistret talrige avisudklip: Chaplin er solgt!
På auktion i London blev hans hat og stok solgt til Brødrene Strecker, Scalas senere indehavere, for trekvart million kr.
Chaplins afsjælede legeme blev kort efter begravelsen røvet fra kirkegården, nu er også hans tøj væk. Købt for ussel mamon.
Støvlerne gik til en tysk forretningsmand, hat og stok til danskerne, der åbenbart håbede, at der stadig sad lidt morskabsmagi i det gamle kostume.
Men Chaplins geni sad ikke i tøjet, og den blege gensplejsning af en voksfigur bliver stadig mere tåget og fjern i sin plastik-dåse, jo mere hun tørrer. Komikkens førstemand forsvinder i spekulation.
Sådan er det med morskaben i Scala.
Det er som med Chaplins indespærrede, tilstøvede efterligning:
Scalas morskab bygger på en erstatning. Rester af noget, vi kan huske fra engang i Tivoli -måske, eller på Dyrehavsbakken eller i biografen til fire-forestillingen en søndag i 1955 og som måske kan få minderne og smilet frem, som acryl-Chaplins hat kan få os til at huske hans lattermilde film og den vidunderlige raslen med karamelpapir.
Morskaben er ikke noget i sig selv. Der er intet af Chaplins eller Tivolis originalitet over Scala. Og på en mærkelig måde har jeg en fornemmelse af, at minderne jeg får, drømmen og længslen efter noget glemt kvalitet, skal få mig til at købe.
Forbruge.
Scala er et købehus, og minderne er olie i baglommen. Op med tegnedrengen, frem med kontokortet: "- kortet til Scalas fantastiske verden!"
Det lyder hult som når man hoster i en plastik-dåse, men når der videre står: "adgangskort til 100 oplevelser under samme tag", så er direkte løgn, for der er jo ingen entré i Scala, og kortet er et rent kreditkort.
Køb dig genial. Klogskaben sidder i tøjet.Skønheden og morskaben.
Scala er et varehus, et madtempel, et handelscenter, og naturligt nok drejer sig om at handle: at bytte mad og tøj for penge.
Selvfølgelig sætter man ikke stole frem til fri afbenyttelse, kundevestibule er et gammeldags ord, trænger kunderne til at hvile sig på en stol kan de gå på restaurant eller café eller i biografen.
Og ligesådan, hvis man skal på WC.
Det lille offentlige oppe under kuplen, hvor ingen skilte fører hen, er der ingen der finder.
Så når Bent Fabricius-Bjerre, en anden af ejerne sammenligner Scala med Tivoli og udtaler:
"- men modsat Tivoli er det gratis, at komme ind her!" så kan jeg ikke forestille mig andet end at han har måttet holde sig for munden, for at skjule det utidige fnis.
Nej, Scala er er ikke abonninernes lysthus, det er ingen varmestue for subsistensløse.Høkerbajerne nydes i det skjulte på taget og madpakken sluges på bagtrappen.
Scala er ikke huset med de gæstfri sæder.
Gratis glæder.
Og dog. Arkitekturen er gratis. Og det nye store søjlerum er smukt.
Der er noget ursmukt ved at stå ved baldakinen med rum under sig og over sig, der er noget håbefuldt og drømmende ved at befinde sig midt i det store rum, at have overblik og udsigt.
Her kan man stå og mindes, mens illuminerede glasbure glider op og ned med besøgende, der føler sig som svævende fugle i rummet. Guldfisk i en dykkerklokke.
Asier i et syltetøjsglas.
Her står man ved afgrunden og mindes det første kys i ballongyngen, rejsen til Pantheon eller en nat i Shanghai.
Et kæmpependul af guld svinger over gulvet i en 4-etagers snor fra kuplen, dræbende langsomt udmåler den tiden og stedet, og drømmene får længde og rummet dimension, der er smukt under kuplen.
Rummet trækker, og Scala trækker, det er blevet en utrolig success. Publikumsucces.
Der er hver dag stuvende fuldt, restauranternes personale arbejder næsten i døgndrift. Allerede kl. 12 om formiddagen melder flere steder alt optaget, der klemmes og skubbes som når HT's mimretid begynder, og kan man lide mennesker omkring sig, ekslusive varer og en liflig duft af shawarma eller chun chiän, alt efter hvor i huset man befinder sig, så er Scala stedet.
Om eftermiddagen er der underholdning: Gøg og Gokke. Det vil sige, ikke de rigtige Gøg og Gokke, men to erstatninger. De ligner.
To amerikanere, som af Herren er blevet begunstiget med en utrolig ydre lighed med de afdøde komikere, har klædt ud som Gøg og Gokke og lært sig et par af deres karakteristiske attituder. De blæser balloner op til børnene og vi krummer tæer.
Det er Scala.
Plagiater, minder, efterligninger, hvad andre har kæmpet for og tiden gjort ufarlig, har Scala taget til sig som deres honning for at stimulere salget af imiteret skønhed, forfalsket klogskab.
Nej, ét sted i huset kan man kigge ind til virkeligheden:
Gennem persiennerne i The Voice's studie på 2. sal. Her står folk i kø for at se speakeren i virkeligheden, ham de kun kender på stemmen. Der sidder han og taler i mikrofonen, mens vi hører ham i radioen. Direkte. Det er virkeligt. Nu og her. Tidens stemme.
Tandløs og hul som resten af huset.
Scala er en butik, og alt tyder på, at det bliver en helvedes god forretning. Tillykke!
Men tænk, hvis det var rigtigt, at det var et morskabshus, et sted man kom, ikke for at mindes og købe. Men for at opleve.
Hvis originalitet og morskab fortrængte efterligningen, det overfladiske og pinlige, hvis oprigtighed og levende engagement kunne udkonkurrere det udspekulerede og beregnende, hvis søjlerummets arkitektur kunne få lov at brede sig som kunst i huset, så ville Scala også blive for folk, der søger indhold og dybde i morskaben.
Så ville musikken i Scala fortrænge stedets åndelige muzak.
Spa under Glastag, Det ny Scala 1988