Læserbrev i anledning af at Amalievej skal gøres til parkeringsgade. ÅBENT BREV TIL BORGMESTEREN 22. april 2012 Kære Jørgen GlenthøjJeg er så heldig at bo på Amalievej, en oase i storbyen i et gult bindingsværkshus fra 1850 med vinduer helt ud til gaden. En perle, folk, der går søndagstur på de brede fortov, stopper op og spørger interesseret til husets historie, eller de hviler sig på bænken, jeg har sat op ved hoveddøren. Det er en vej med et ganske særligt miljø, store træer beskyttet af gadens statutter giver den karakter, det var en stor fordel, at vejen blev lukket i den ene ende, så vi slipper for gennemkørende trafik. At gøre vejen til en parkeringsgade, som Teknisk Forvaltning er igang med, er ødelæggende for miljøet; det er en skandale, at den karakteristiske stemning, som findes på Frederiksberg Alle og altså også på Amalievej skal ødelægges af skråparkering og smalt flisebelagt fortov. Amalievejkvarterets Grundejerlag har gjort indsigelse, men forgæves, beboernes ønske om at deres vej fortsat kan være et sted, hvor ungerne står på rulleskøjter, de mindste kører på cykler og de gamle tager sig et hvil undervejs, er blevet afvist af en iskold forvaltning. Der er rigeligt plads til vore biler på vejen, der er altid plads langs Bulowsvej, kvarteret mangler ikke parkeringspladser, hvorfor forvaltningen vil gøre Amalievej til parkeringsgade er helt uforståeligt; de er ved at brække betonen op over fjernvarmerørene, to uger har det taget at nå 20 meter fortov, det ender med at koste kommunen en formue at brække kantstenen op i begge sider af vejen, så trist og planløst. Da Teknisk Forvaltning for nogle år siden uvarslet opførte grimme alt for store parkeringsskilte, blev de fjernet efter en måned; beboernes protester blev hørt, og vi fik istedet de nydelige informative parkeringsstandere vi har nu. Det er mit håb, at du vil gøre din indflydelse gældende, så at Teknisk Forvaltning også i denne sag må give efter for borgernes ønske og stoppe den ødelæggende renovering af den mest frederiksbergske villavej. Med venlig hilsen Morten Bo Amalievej 4C c.c. Frederiksberg Bladet, 2.viceborgmester Katrine Lester samt formand for Amalievejkvarterets Grundejerlag Claus Adam Jarløv. |