FORSIDE
MANUSKRIPTER
BREVE

27.3.2001

Borgmester Mads Lebech
Rådhuset2000
Frederiksberg

Kære Mads Lebeck!

Sådan! - det kalder jeg en målsætning, der vil noget, fjerne al grafitti i kommunen, vi er en håndfuld medborgere på Amalievej 4 som slutter 100% op bag dit fantastiske, resolutte initiativ.

Det har i mange år været en torn i øjet på os, at der umiddelbart over for vores smukke ejendom er en fordelerbox, som siden den blev opført for en halv snes år siden kronisk har været dækket af graffiti.

Men nu er det endelig slut. Takket være dit mod og beslutsomhed.
TeleDanmark, som ejer boxen, har aldrig respekteret vores skriftlige anmodning om at holde boxen graffitifri, men med Borgmesteren i spidsen ser vi nu lys forude.

“Graffiti er et symptom på en meget kedelig tendens i vores samfund” skriver du, og hvor er det rigtigt. Det visuelle hærværk sætter sine spor i os, der skal kigge på det hver dag. Daglig bliver vi af den overbemalede fordelerbox mindet om, at her hører al indflydelse op, vi føler afmagt og sårbarhed.

Når jeg har henvendt mig til TeleDanmark er svaret, at det ikke nytter noget at fjerne graffitien, for om fjorten dage er boxen lige så graffitigrim igen.

Du aner ikke hvor lykkelig jeg er over, at du har sat dig i spidsen for en kollektiv indsats, nu skal vi nok vise TeleDanmark, hvem der bestemmer.

Om jeg vil medvirke? - Det kan du tro! I samme øjeblik du giver grønt lys, så stormer jeg over gaden og maler boxen, så den er lige så smuk som vores ejendom overfor.

Med venlig hilsen

Morten Bo
Bindingsværkshuset
Ejerforeningen Amalievej 4

8.4.2001

Borgmester Mads Lebech
Rådhuset
2000 Frederiksberg

Kære Mads Lebeck!

Forunderligt, som i eventyrland! Vores problematiske genbo, teledanmarks fordelerskab er blevet forvandlet fra en grim, skræmmende graffitiborg til et imødekommende, ensfarvet gadeskab. Sikke en forvandling!

En orange, kommunal bil kom en morgen med to mand i orange tøj og fjernede med højtryksspuling al graffiti på en lille halv time. Forbløffende! En overordnet i vindjakke kom til og så at alt gik som det skulle.

Det gjorde det. Ikke kun fordelerboxen men også den grønne affaldsspand ved siden af fik en tur med vandstrålen og jeg er sikker på, at havde de fået øje på det mindre skab 20 meter længere henne, så havde det også fået en tur.

Jeg er dybt taknemmelig for dit initiativ. Årtiers dagligt ubehag har du med din resolutte optræden fjernet, mon ikke mange andre Frederiksberg-borgere er enige med mig.

Jeg lover dig, at jeg vil holde øje med fordelerboxen og kontakte de orange mænd, såsnart der viser sig graffiti på skabet igen. Nu ved jeg at det kan fjernes i et snuptag af to mand og en vandslange. Fra kommunen.

Med venlig hilsen

Morten Bo
Bindingsværkshuset
Amalievej 4 C