FORSIDE
MANUSKRIPTER
DIGTE

95

Så stjal den da en bid til
alderen
af din sparsomme krop
dine tynde fregnede fingre
er der virkelig gået et år?

Jo, du er skrumpet et år
tørret ind
blevet knoglet, knoerne
kuglede knaster
mellem grene og håndrod
vakuumpakket skovbund
hvor blodårer bugter sig
blåtykke
- Hvordan går det? spørger jeg

Panden er blevet rundere, glattere
pletterne mørkere
og kinderne trættere
der er ingen inciterende rytme i de trommeskind
ingen heftig bankende lidenskab.
Museumsslappe hænger de
fra kindbenene
endnu et år er gået

Og dine øjne har trukket sig tilbage
gemmer sig i huler
gør sig klar til at gå i hi
Blikket er mat
som har det fået et pust dull-spray
aerosoliseret tågelak
der løsner pupillen
og får iris til at flyde ud
glemmer du at blinke?

Men din stue er den samme
duften af capstanrøg og pibekrads
og gamle bøger
med læderryg og guldtryk
og på væggen verdenskortet
gulligbrunt af falmet fernis
i lag
med nåle i stederne du har været:
Berlin, Frankfurt, Paris, London
Las Palmas, Stockholm - De olympiske Lege i 1912 fandtes der biler dengang?- eller kørte man i hestesporvogn?

I sirlig orden: nips
i vindueskarmen, på reolen, på fjernsynet
små statuetter på kniplingsduge
skåle med fremmede mønter og sjældne knapper
souvenirs og børnebørn
i glas og ramme. Smil.
Og avisen
stablet pertentligt som nyrullede
lagner i et linnedlager
en måneds aviser
klar til spejderne
som aldrig kommer eller fiskehandleren
som ikke vil have dem.

Nej, tiden er ikke gået i stå
urene tikker endnu
dine elskede ure,
forkælede tikkende papegøjer
du passer som spædbørn
det lille vævre skibsur
der slår glas
skapre, skingre kvartérslag,
det store, sendrægtige
i udskåret maghogni
det gungrer massivt
når tiden er inde
og kukuret
med sine slidte tandhjul
knaser som en gammel 78'er
før lugen smækkes op
og en sweitzisk alpeskræppen
får al tikken til at forstumme
i stuen et par sekunder

Så kappes de igen
om at hakke tiden i stumper
måle den ud
den sidste tid
Endnu et år.