|
95 Så stjal den da en bid til alderen af din sparsomme krop dine tynde fregnede fingre er der virkelig gået et år? Jo, du er skrumpet et år tørret ind blevet knoglet, knoerne kuglede knaster mellem grene og håndrod vakuumpakket skovbund hvor blodårer bugter sig blåtykke - Hvordan går det? spørger jeg Panden er blevet rundere, glattere pletterne mørkere og kinderne trættere der er ingen inciterende rytme i de trommeskind ingen heftig bankende lidenskab. Museumsslappe hænger de fra kindbenene endnu et år er gået Og dine øjne har trukket sig tilbage gemmer sig i huler gør sig klar til at gå i hi Blikket er mat som har det fået et pust dull-spray aerosoliseret tågelak der løsner pupillen og får iris til at flyde ud glemmer du at blinke? Men din stue er den samme duften af capstanrøg og pibekrads og gamle bøger med læderryg og guldtryk og på væggen verdenskortet gulligbrunt af falmet fernis i lag med nåle i stederne du har været: Berlin, Frankfurt, Paris, London Las Palmas, Stockholm - De olympiske Lege i 1912 fandtes der biler dengang?- eller kørte man i hestesporvogn? I sirlig orden: nips i vindueskarmen, på reolen, på fjernsynet små statuetter på kniplingsduge skåle med fremmede mønter og sjældne knapper souvenirs og børnebørn i glas og ramme. Smil. Og avisen stablet pertentligt som nyrullede lagner i et linnedlager en måneds aviser klar til spejderne som aldrig kommer eller fiskehandleren som ikke vil have dem. Nej, tiden er ikke gået i stå urene tikker endnu dine elskede ure, forkælede tikkende papegøjer du passer som spædbørn det lille vævre skibsur der slår glas skapre, skingre kvartérslag, det store, sendrægtige i udskåret maghogni det gungrer massivt når tiden er inde og kukuret med sine slidte tandhjul knaser som en gammel 78'er før lugen smækkes op og en sweitzisk alpeskræppen får al tikken til at forstumme i stuen et par sekunder Så kappes de igen om at hakke tiden i stumper måle den ud den sidste tid Endnu et år. |