|
BLÆSTEN Den synger i sprækkerne, blæsten og river i de løse plader på taget. Den taler i træernes kroner i bratte, brudte stavelser et stædigt, uimodsigeligt sprog. Bag ladens læ duver græsset ubeslutsomt men ud mod marken tvinges det magtesløst mod jorden. Det er nat. Havet er mørkt og himlen sort men blæsten er levende i syrenens afblomstrede grene. Her hjælper det ikke at råbe for at standse men at lytte for at leve med. |