|
DANSEN Ikke dødens ravn men en lysende engel ved sengens benende så blev de hørt mine håbefulde bønner. Klædt i flagrende hvidt diffus som et minde om den første forelskelse bag klitterne den sommer fornuften forsvandt. Nu står hun ved min side nej sætter sig på sengen og stryger mig på kinden mens hun stille hvisker nej synger vores sang. Tager min hånd tror jeg og løfter mig i armene men hvad med slangen den navlestreng som binder mig til sengen? Så kysser hun mig blidt og kærligheden smitter erstatter dødelig virus med en guddommelig næstekærlig visdom. Men smukkest af alt det sidste jeg husker før hun tog mig med var at jeg dansede under loftet med en engel. |