|
EFTERÅR Nu ruster den, skoven drysser i flager sommerens skyggende lethed fælder de gulbrune skæl lader dem duve til jorden nænsomt som tak for lån, afleveres de i en bunke under kronen, rustrød Og grene gror frem mørke, grønne, arrede, fugtige huleblinde knogler og pinde, sorte kronernes ærbare hemmelighed: Nå, på den måde! Nu klæ'r den sig af, skoven vinternøgen. Hvilket privilegium at trave gennem skoven og nyde skønheden forfaldets farvepragt og afstivningens indretning så genial i sin opbygning fuldendt til at bære den krone, der nu søvnigt dyner sig på jorden og venter på et vindpust. Hvor skønt at trampe i blade og glædes ved livets rytme, skovens hjertelyd. |