|
ISGLIMT Ikke skyld ikke skam men jalousi gnaver som sten i hans sko smagen er sødlig et ulmende had befrier ham fra løfter og troskab. Hvor skal du hen? Sanser ikke frostens smerte når den bider tvivl til blods væk han vil væk fra elskovs kadaver fra stanken af fremmed i hendes skød. Som en glohed affaldskontainer på tværs af nedtrådte stier i nedslidte pelsede sko med fortvivlelse som eneste bagage. Blodsprængt hadefuld hævngerrig terrortankers syrlighed er den bedste medicin mod den sidste rest af anger. En ravn i natten holder ham vågen i hadets hule der er så trygt men da skyerne skilles og fuldmånen ses kommer drømmen om skønhed som et mareridt. Kærligheds smerte pibler i sprækker hendes bløde bryst forelskede blik nu tager hun hans ansigt i sine hænder som vil hun kysse ham. Han trækker benene op under sig folder armene bøjer sit hovede en kugle af ømhed med isglimt i øjnene det er kulden der får tårer til at løbe ikke gråd. |