|
KNOPPEN Sammenfoldet indeklemt kastanieknop på nøgne grene hun hader og frygter sin krop så vidunderlig bristefærdig. Med protest og rappe replikker retuneres enhver beskyldning. Som regnvand på oliepletter preller de af mens kroppen gror. I horisonten fremtidens kyst mens strand og sand er nu og her. Kaster med hvad hun finder sparker til sten og ønsker sig storm. Bølger høje som huse stranden flået i stykker skrænten og klitten så livet kan få plads at folde sig ud. Skændes med mågerne falder på knæ råber til himlen at hun er her nu er hun her. Tager kniven frem spids og skarp. Snitter sig i håndledet ganske let skimter friheden i blodet der pibler. Som nyudklækkket sommerfugl med våde vinger. Den morgen sprang kastanien ud knopperne bristede kronen blev grøn. Men også hun sprang ud befriet fra uskylds fængsel. |