FORSIDE
MANUSKRIPTER
DIGTE

HVAD KAN MAN FÅ FOR TO KRONER?

Ligger i hængekøjen
under valnøddetræets skygge
og får kløet myggestikkene på anklen
af en lille rod på bare tæer.

Gnister af sole
springer gennem løvet
når jeg gynger, vugger
frem og tilbage
søvndyssende.

Her dufter af nyslået græs
og hyldeblomster.
- Har jeg tjent to kroner nu? spørger han
og afbryder sine små fingres bahagelige kradsen.
- Hvad med at tjene en femmer? spørger jeg søvnigt, lokkende
og håber at kunne trække paradiset ud
et par minutter
Men den går ikke.
Noget andet trækker mere end min rødknoppede ankel.

Resolut stopper han min salige gyngen
puffer mig ud
og sender mig ind for at hente penge.
Nu er det hans tur til at opleve paradiset.
Ved købmandens slikhylde.