FORSIDE
MANUSKRIPTER
DIGTE
Sommer i Svaneke 26.juli 2016

LIVET OPSTOD

duften af brænde og rygende
sild trækker ud over den gule
forrevne klippe
kolonier af lav som sprayet
på lagdelte formationer af
størknet undergrund
vandet har fjernet de blødeste
lag og skabt striber af
kløfter og sprækker

en skaldet ryg så tung og mægtig
yderst ved bølgerne som holder den sammen
på hele den fjantede flade skarpe
orangegule granit

mellem klipperne pytter af vand
saltvand med grønne alger og en verden af
liv, hvor skal de hen, de
fortravlede sorte væsner?
de myldrer omkring i det grumsede
vand i deres helt private
lukkede verden

hvad ved de om andre verdener
om liv i andre pytter, drømmer de om at sende
en klipptonaut til bjerget over deres pyt for at vise
verden at de kan?
og forfærdes de når de indser at bag klippen
er endnu en klippe og endnu en, så langt
øjet rækker?
de fjerne pytter kan de ikke se
men den forvitrede klippe giver dem grund til at tro
at pytterne findes og at livet er opstået
også der