|
Mørkets Melodi
Så mørkt her er så fuldstændig sort jeg famler i blinde og ænser med ørerne at Carmen i det fjerne er ved at blive puttet og fødderne mærker efter om der er asfalt eller græs hvor jeg går sådan ser verden ud for mig, der spadserer i tomhed. Det er lidt snyd for jeg ankom til Onsvig i dagslys og ved derfor godt hvad der gemmer sig i mørket en fascinerende tanke er det da ellers at fare vild, blive væk, sige verden farvel som jeg kender den med dens klæbende tryghed. En bæk må det være der risler mellem skridtene det klareste rindende vand glider småpludrende hen over glatte sten langs lerede kanter med græs som en manke så stolt den er som var den en healende kilde af helligt kurvand. Og svagt så svagt at jeg knap nok bemærker det brændingens bølger mod havnemolens sten eller digets som en rytme i natten skærer de tiden op i lige lange bidder en uendelighedens metronom der tæller tid. Og en tudse kommer pludselig hoppende hen over vejen kroppen er vortet og vommen så tyk grønplettet glinsende våd se, svømmehud mellem tæerne og lange lange negle nej nej, jeg kan ikke se den men ved den er der. Og så springer den et spring uden tilløb hen imod mig sætter sig på numsen med hovedet på skrå sidder længe helt stille og så blinker den den blinker til mig som vil den mig noget øjnene lyser grønt og giftigt så kold og klam den er jeg får slet ikke lyst til at røre den. |
M
Så mørkt her er så stjernetomt selv ikke det mindste hul findes i himlen ikke en gnist af hvidt buldersort som en kiste set indefra med låget skruet på intet liv siver ud ingen sprække af død Carmen sover nu med lyset slukket så jeg kan ikke finde hjem og kisten er stor og tung af ubehandlet eg med dekorative udskæringer og så er der hanke i siden den lyder hul når jeg forsigtigt banker på den er sikkert tom. Så åbner jeg låget og blændes af lyset så skærende skarpt springer det på mig så jeg mister grebet i låget og falder bagover mens lyset flammer ud af kisten og maler træernes grene hvide så lysende som den skarpeste diskant. Og det bliver ved at strømme ud og lyse op hvad det møder på sin vej og skygger forfølger deres hvide brødre danser pardans, gør de på gavle og gade lyset leger og giver verden liv og stjernerne tændes et mylder af glimt i himlen så forunderligt at gense deres prikkede billeder og vide at lyset ikke var væk eller slukket blot spærret inde. Jeg kan se og jeg ser at verden ikke er hvad øjnene så men et usynligt og lydløst billede. Onsevig september 2021
|