|
NATTÅR De holder mig fast stjernerne og planeterne og jorden mens jeg vaklende på bare tær trækker op i natkjolen og tisser i rosenbedet. En nattår. Halvt vågen, halvt endnu sovende ænser jeg ikke halvmånens skær i strålen føler kun lettelsens varme over at befri mig fra aftenens sidste glas vin. Det stænker varmt på de kolde tær men jeg orker ikke at flytte dem. Søvndrukken føres jeg tilbage forbundet med usynlige snore til den mørke kuppel over mig ind i huset hvor jeg banker hovedet mod den alt for lave dørkarm. For satan, hvor gør det godt at komme i dyner igen. |