|
PÅ BUNDEN I udtørret brønd af algevåde sten skimter du fra bunden stjernene deroppe. Så hult det lyder når du kalder med frosne læber i mudret brakvand. Det er virkeligheden du er faldet ned i. Nu lyser månen skånselsløst sylespidse stråler af upartisk accept. Livet glider som slim på stenen mens en parykpudret dommer kigger på klokken. Hvordan føles det at blive levende begravet? Nu synger de nattens ulve på jagt efter sangfugle modne bær på stier af velsmag genbrugsestetisk restemad. Skæbne er ikke fri fantasi uvederhæftig opdigtet trussel. Sandheden er nu og her og den er dig. Opgivende glider du umærkeligt i dyndet af usorteret affald gennemvædet. Endelig fred pulsen standser kun en enkelt stjerne lyser mens du formulder som madspild. Forvist til evolutionens gudsforladte jord. |