FORSIDE
MANUSKRIPTER
DIGTE

DET ER BYGGERENS BÅL

Det ulmer på Nørrebro!
Kampklædte, støvlede
politifolk holder vagt
mellem gløderne.
Anspændte.
Pludselig tramper de
vildt og nervøst
så gnisterne fyger
og spreder sig.
Det er Byggerens bål.

Det ulmer på Nørrebro
for retten til at bestemme
i eget kvarter.
For retten til at befri sig
for stenede rammer
og vanrøgt.
En legeplads af brædder og søm
i sol og luft
lyser rødt på himlen.
Det er Byggerens bål.

Det ulmer på Nørrebro
af knugende, indeklemt vilje.
De føler sig svigtet
de, der kæmpede,
af stive pampere
der vasker hænder
i stinkende forlig.
Sankt Josephs, Todesgade
demokrati i håndjern:
Det er Byggerens Bål.

Det ulmer på Nørrebro
det nye ord: Nærdemokrati!
Født mellem saneringstomter
og betonslum.
Det kan ikke slukkes af trampende støvler
det vil blusse op igen og igen.
Kald det hærværk, terrorisme
når du næste gang ser flammer:
Det er byggerens bål.