|
FORVENTNINGS PARADOX jamen det er da helt utroligt så grimt det er, mennesket rynket som et æble foldet som et bjergmassiv afklædt, blegt med brune pletter vraltende ud ad badebroen baglæns ned ad trappen krogede fingre, fortykkede knoer øjnene må være der et sted bag lågets slatne folder hvor grim kan man blive når skønhed bliver overflødig og nøgenheden røber at tiden er forbi nu glider den på ryggen ud i det blikstille vand kun stenen i fingerringen stråler i den skarpe sol åh nej, endnu en krop kommer trissende, mavefolden skjuler det falmede tekstil og fødderne krogede deforme, hvordan kan de holde det sammen, det akavede kadaver, mennesket hvor er det grimt den hvide flade røv da hun træder ud af dragten fedtknuder og blævreflæsk det ligner slagteriaffald tænk, at der er et menneske derinde stadigvæk med sprog og ånd og godhed erfaring, visdom, intellekt det hjælper når hun får tøjet på og tager bilnøglerne frem og smiler under sommerhatten når sommerkjolen blæser i vinden måske jeg tog fejl at det slet ikke var grimhed, jeg så men frygten for selv at smuldre og erkende mit forventnings paradoks |