FORSIDE
MANUSKRIPTER
DIGTE
Østermarie 5. august 2017

De løber og løber

De løber og løber
hvor skal de dog hen
de sommerkulørte damer
så snart regnen var stoppet og
vejen var pytter så
myldrede de frem de
ensomme løbere

Drengene er her også
men de er på cykel
og drivende våde for regnen
kunne ikke stoppe dem
i stiv kuling med
blafrende vindjakker
suser de forbi

I deres kondikulørte
bobler har de ikke blik for
andet end asfalten
damerne hilser heller ikke
jo dem i luntetrav sender
et selvironisk smil
hvor skal de dog hen?

Er de på vej væk fra noget
eller på vej hen til noget
eller bare på vej
gennem pytter og blæst
er det kroppen der skal
luftes og fitnesmoralen
stilles tilfreds?

De løber og løber mens
hjertet det banker og tanken
bliver blæst igennem
hvidhårede gamlinge
unge brystsvære og
enlige cykelnørder
på jagt efter identitet

Jeg findes
jeg mærker
at jeg lever