FORSIDE
MANUSKRIPTER
DIGTE
notat tirsdag 4.1.22.

skiene smøres med testeron og armhulerne med laktose. surrogatparaden er igang.

fra en skyfri himmel tordner budskabet at holde sig indendøre for krigen er kommet og fjenden usynlig og luften giftig som den smukkeste svamp.

latrinerotik og viagramani tiden er den værste. når døren lukkes og låses. som madding på en krog spræller du kroppen til blods og vandet rødt som fluesvamp.

indendøre er i gladiatorarenaen kampen mellem eksistens og information. den stærkeste vinder taberen dør som en bundskrabers nølende hærværk.

fra øje til hjerne besked om det synlige. fra øre til fornuft information om det usynlige. fortællingen om indendørs lyksaligheder.

manglende løjpe disharmonisk inderlighed øverst på skibakken klar til nedtur. ruderne klistrede af tægers spyt så klaustrofobisk at være vidne til.

i kø står de uden pladsbillet. skæbneuvidende trosforladte testfrivillige indespærrede i informationsceller hvor lyset ikke kan slukkes.

kisteromantisk massedrab som grindehvaler i thorshavn. gladiatorværdighed i hånden på en bundskraber. isolationsromantisk nedfald. opkast

forgiftningssporerne spredes som en sky af pollen. gå indendøre hold munden lukket kampen er tabt nej vundet nej udskudt

hold sammen hver for sig. sightseeing i en vindueskarm men blikket når kun til ruden og tægers ekskrementer. så kommer den rullende bundskraberen som høster al vækst sunket til bunds.

desperationen det forgæves forhåbning den faske illusion og forløjede fortælling det skrabes væk og ender på forbrændingen udslettelses hjemstavn.

I guder hvor er den ensom vindueskarmen ikke en lyd ønske eller udsigt. verden er blevet en ruin et glemt Atlantis.

sildens druknedød og ørnens højdeskræk og menneskenes imaginære kamp mod en usynlig fjende indendøre. hvor stillede han skiene?

hvor sejlede de hen? til bunds omvendestrategisk populistisk animation. endnu en myre mast og en muldvarp gået i fælden.

deoderantperfektion. uret standser tiden går i stå ingen dør længere ingen lider det lykkedes at kvæle fjenden drukne silden og ydmyge de frelste.

det lykkedes kampen er forbi vindueskarmen gik i stå med tiden. tanken stoppede og legen og livet og fluesvampens sporer undlod at bevæge sig

alt var som før kun tiden blev der pillet ved. hvem kom med tidløsheden som ellers var forbeholdt stjernebilleder og galaksespiral?