|
Skrevet i anledning af nytår 2018 Skam dig Skam dig, du som solgte din tro ved forbrugets alter straffen var stress og mistro ensomhedsdommedagsørken hvad tør du håbe, hvem tør du tro? Skam dig, du der accepterer demokratisk terrorisme når bare den praktiseres af en kultur der er vores godnat humanisme og næstekærlighed Skam dig, du som påstår at sandhed er en klippe nej sandheden er som den levende klit den flytter sig når det blæser en vandreklit er altid både klit og sand Skam dig, du som pynter dig med overklassestatus når lakken bliver betalt med det du stjal af fælleskassen så falder aktiekursen på din sjælelige status Skam dig, du som dømmer mig fordi jeg si'r min mening er folkelig og pæredansk men trækkes ned i sølet og dømmes af de frelste til at være populist Skam dig, du der vigter dig med akademisk viden for alt du fik at vide var hvad andre havde skrevet det fik dig til at glemme selv at mærke efter Skam dig, du som kræver at arbejdet blot skal betales at jeg er en vare med tilbudsrabat og sjælen slavelænket det er den pris du forlanger jeg betaler Skam dig, du som lod dig kue af meningsmålingstyrani du burde med din egen stemme give mindretallet ret når det er klart for dig at det er mest retfærdigt Skam dig, du som skammer dig over dine bryster sådan er du skabt så fin af en skabers hænder ingen kniv på briksen kan forskønne det mirakel Skam dig, du som spøjter, ikke sæd men gift på jord du skal avle ikke kvæle celler vokse ikke dræbes din sprøjtestank forgifter både jord og arv Skam dig, du supernettomand der producerer madspild på hovedet i din skraldespand står fatttige og sultne de roder i din svinesti af dagens overskud Skam dig, du der køber retten til at stjæle min opmærksomhed blokere mine tanker med hensynsløse tilbud men værst af alt er dog, du kalder det for frihed Skam dig du som pustede til gløderne i hadets bål du satte brand i fremmedhad og skabte terrorfrygt men turde ikke sige at den bange det var dig Skam dig, du der svigtede da døden banked' på du insisterede med lov i hånd at livet det var helligt trods lidelse og smerte du lukked' ikke op Skam dig, du i skammekrogen tænk dig om og kom så ud og find den livets mening at du skal kunne elskes og glem så aldrig at naturen den er også dig |