|
ØSTERS Og disse klitter så nøgne og faste og dine fødder på snoede stier mod havet. Hvem hører du i vinden græde fornemmer du tårer ramme din kind? Så tungt det er at trave på bare tær i sand mellem totter af marehalm og enkelte havtorn bitre som fortrydelse. Hvem hører du i vinden hviske fornemmer du ordene at du er tilgivet? En båd på havet forsvinder i en bølge en hund løber rastløs omkring og giver hals som kalder den på nogen, ikke dig på dig er der ingen der kalder. Og disse spor i sandet er ikke kun dine snart er de vindens og nattens. Duften af tang og hav får dig til at tænke på østers og iskold porsesnaps. Hvem hører du i vinden elske fornemmer du kærligheden strejfe dig? Giv tid. Nu kysser de på stranden og kalder på hunden mens sandkorn på flugt sliber stenene glatte. Du nåede det. Du nåede havet. |