|
SÅ FIN EN STRAND så fin en lyd så blød en strand så stor er himlen ikke tavs bare stille kridhvid kalksten med enkelte pletter af mælkehvid kål strandkål må det være og drivende på kanten et trekantet sejl tegner stregen derude mellem himmel og hav så lydløst og tidløst og usvigeligt præcist bare glider afsted eller står stille mens jeg og jorden drejer og stemmerne leger børn barnestemmer pjasken mågerne ænser det ikke, gemmer sig i en lomme af tidløshed så fin en hud så blød og brun som venter den på at blive rørt berørt af hånden der længes så mild og lys så blid uskyldig i sensommer solens lange snigende skygge hånden rører, berører og din hud tager imod, nu er det tid at vende tilbage til tiden og dig, fryser du? |