Det er sommer, det er Bornholm og det er Torvet i Rønne, Café Gustav har travlt, der er fuldt af folk både indenfor og foran caféen der bestilles sandwich og drikkes øl, store fadøl men ikke den lokale fra Svaneke. Alle priser slutter med et 9-tal og maden er derefter, lyder bedre end den er. Purunge skolepiger serverer, også i det indhegnede område midt på torvet dækket af to kæmpeparasoller hvis det skulle regne eller solen stege, men lige nu er det bare gråvejr. Der er fuldt ved bordene et par står i kø og venter på, at nogen bliver færdige så de kan få deres plads, men man giver sig god tid. I tasken har han en bombe den unge mand, og den er kraftigere en den Stauffenberg satte under diktatorens bord og som kostede ham livet, altså ikke Hitlers men hans eget.

Og så har han en mission, han vil slå så mange ihjeld som muligt men ikke sig selv, der sidder sådan 50 personer mon ikke halvdelen dør og resten bliver kvæstet nok til at skabe opmærksomhed om projektet. De fleste er familier, en knægt på 17, en pige på 14, far der spiller omsorgsfuld og mor der bare snakker, hun har solbrillerne sat op i panden han er 40-års-halvskaldet i sneakers fra Nike, og så er der to svenskere der studerer en brochure fra krydstogtskibet Celebrity Galaxy, men også en  hvidhåret bedstefar Miami Beach står der med store bogstaver på brystet, han kan næsten ikke være der for sin tykke mave, hans kone lige sådan dem har han ikke ondt af, det er værre med børnene at de nu aldrig vil få et liv, jo måske som invalider i rullestol.

Han kigger sig omkring iagttager dem en efter en og tænker på at de skal dø idag, det styrker ham, så bliver han stærk. Det er prisen de må betale når han nu ikke kan ramme de egentlig skyldige som han ikke engang ved hvem er. Sådan er det nu engang nogen må bøde for de ugerninger, der bliver begået, han har altid drømt om at gøre en forskel, tage ansvaret på sig og være modig. De fleste vil give ham ret, tænker han, men ingen tør stå frem og tage risikoen for at blive opdaget, men han tør. Han vil aktivere bomben med et tryk på en knap og så har han 60 sekunder til at komme væk. Når den er sprunget vil han vende tilbage og som andre forsøge at hjælpe de sårede. - Ærgerligt at ingen vil vide, det var mig tænker han, men at jeg ved det selv er godt nok, så vil jeg igen kunne trække vejret og se mig selv i spejlet uden at skamme mig.

En familie har spist færdig og går, de slap med livet i behold men andre kommer til som vil dø i det han kalder en retfærdig sag.  - Det er retfærdigt det er det rette at ugerninger skal hævnes og når ingen ingen tager skylden, så er alle skyldige, også tilfældige sommerturister på Café Gustav. Han har drukket sin øl, spist sin lousy sandwich til 79,99 og har mærket sig knappen i tasken til den 60 sekunders forsinkelse han har monteret. - Åh nej nu kommer den søde der serverede hun skal ikke dø, så hellere den gamle med sved på panden og hængepatter. Ingen overvågningskameraer, ingen vil vide det var ham, han lader tasken stå, da han har trykket på knappen og så går han. - Gad vide om der kommer masser af blod eller bare sortsvedne kroppe. Løse lemmer spredt overalt og blå lyd og gule ambulancer, hans liv har fået en mening, nu er han nogen.