| Beretning fra Mykines Der Kommer De
Så kommer de i en lang række, den snor sig op ad klippesiden en-dagsturister og enkelte med telt, det er første gang, de er her, og hele byen står øverst ved trappen og tager imod, og de er her allesammen alle fastboende, der er syv, og så er der en del hjemmefødninge, som har lejlighed på øen men også i Thorshavn bag havet. Ved molen ligger fiskefabrikken som ruin, kun betonmuren står tilbage, nu landes fisken i Sørvágur og træværket er forlængst spulet væk af dønninger i stormvejr. Der på den flade klippe i bunden af slugten, blev den bygget. Fra grønklædte bakker løber regnvand mod slugten, samler sig til først en elv, så en flod her kunne fisken gøres istand og livet brede sig ad snoede stier, der er græs på tagene, sorttjæret træværk og kampesten som fundament. Som drysset fra himlen på kryds og tværs ligger husene mellem stier og grynet asfalt præcis så brede, at øens eneste køretøj en firhjulet boogie kan komme rundt. Klippen er stejl ud mod havet, kantet og vranten stopper den synet, når du nærmer dig med båden, men i slugten med anløbsbro, der åbner øen sig grøn og bakket og tager imod de fremmede. Med vandrestave, rygsæk og et kamera om halsen går de sig op ad den stejle, snoede stentrappe mens bagage og varer fra supermarkedet i Sørvágur trækkes op af en slæde og et hejseværk til toppen, hvor den firhjulede venter på varerne og beboerne på at se, hvad der foregår. Det er dagens store event, når båden kommer, så mødes man på pladsen over anlægsbroen og får snakket, en har et skilt med navnene på sine gæster, andre venter slægtninge. Mellem et udtjent komfur og rester af olietank og tønder venter de på båden. Stabler af affaldsposer hvide sække, der venter på at komme videre, og et skur af kampesten bygget som fangstskur for fiskerne siden stald for tolv kalve, her stod de og spiste sig fede en vinter for at komme på græs om sommeren for så inden vinteren at blive slagtet i stalden, hvor de stod, delt i kvarter og hængt til tørre i det fri. Og der en sule så stiv og tam står den bare dekorativt på toppen urørlig, som var den udstoppet og placeret, og det er den. Fødderne sømmet på et lakeret brædt, bundet fast til en sten deroppe, som skuer den over slugten og byder velkommen til den myldrende flok af turister, som retter kameraet mod alt, de ikke vil glemme også sulen på toppen, den er så livagtig. Det suser fra brændingen en evindelig ubestemmelig brusen, selvom vinden er gået i stå og bølgerne kun en krusning. Fuglenes kalden høres tydeligt, som snakker de sammen, mens de fylder rummet mellem fjeldsiderne og vogter deres territorie, frem og tilbage højt og lavt, de giver rummet lyd. Så lette de er, det er malemukker små og skabt til at glide på luften, ustandselig på vingerne frem og tilbage som er de på øvelse. Basker ikke, glider kun, og ser ud til at nyde det. Sulen bor her også, kun her på øen yngler den, på en bestemt klippeside lægger en sine æg på et fremspring højt oppe og bliver kun fanget en gang om året, en nat for de er natteblinde. Men malemukker fanges på havet, når ungerne er blevet fede, inden de lærer at flyve, for så kan de tages med net og i bundter bringes i land. Bag de hvide plasticsække ligger fiskerjoller med åregafler tøjret til ringe i klippen, de bruges ikke længere, men ingen nænner at hugge dem op. Som minder fra en svunden tid udstillet som den udstoppede sule for at gøre øens historie troværdig - se selv vi har været fiskere i joller på havet, vi er et samfund med historie og tradition. Der kommer de i en lang og slynget række travende op ad uendelighedens trappetrin til afsatsen med ramponerede stole og nedfalden jord, hvor gærdet er brudt, og et skilt og en pil og en meddelelse, falmet til ulæselighed, her skal de på vandring over fjeldet og se på suler. Og lunder som nær var blevet udryddet af grovfangst, fordi er så nemme at fange. Det er dem, de skal se, de nyankonme, nysgerrige på tur, de sjældne næsten fredede, smukke, fugle. En gruppe lokale alle mænd samler sig om Bue og diskuterer gærdet, der er bristet, hvad der skal gøres, med en hjemmrullet i munden giver han sin mening tilkende som en befaling, og man lytter. Han kigger ikke på de andre, taler dæmpet men bestemt, - det her er, hvad der skal gøres. Og så bliver der fotograferet, nej ikke dem, kun udsigten ned mod molen, et knips og den er gemt i kameraet og kan hentes frem for at blive husket. - Jeg var her, og jeg så. Så trækker Bue mig tilside og siger - Nu skal jeg fortælle dig, hvorfor der er suler på Mykines og ikke andre steder. Ser du, og han trækker mig om bag skuret og affaldet og ruinen med den udstoppede og hen til enden af stien, hvor en afspærring forhindrer enhver i at gå videre. Klippevæggen går lodret ned til en bredning dybt nede. Og i bunden af bredningen en grotte så dyb og forhistorisk, at det kilder i maven. - Ser du, der var to jætter, den ene større end den anden, og de kæmpede om magten, og den ene var Óli Rami, han ligger begravet der under højen inde i land, og den anden Tórur Rami han ligger under den bakke yderst mod fjeldsiden, for han tabte kampen, og det var Óli Rami, der lovede øboerne tre ting på den betingelse, at de aldrig måtte tale ondt om gaverne, og det var tømmer og hval og suder. Masser af drivtømmer flød i land, og man byggede huse og nød, at der altid var træ, selvom der ikke voksede nogen træer på øen, og der var kød at spise fra de strandede hvaler, og der var suder som ynglede i tusindtal og gav mad til forråd, for de var nemme at fange og ungerne møre og delikate. Men selvfølgelig skete det, at en nybygger klagede over drivtømmeret, han havde bygget sit hus af, og fra det øjeblik flød intet drivtømmer i land, og en anden brokkede sig over at en strandet hval var enøjet, og siden er ingen hval fundet på Mykines. Nu blev indbyggerne klar over, hvad de havde gjort og sørgede for aldrig at tale ondt sulen og kun fange den en gang om året, og det har man overholdt og gør det stadig, det er derfor, der er så mange suler her, og her bliver de, sålænge ingen på øen taler ondt om sulen. Han stemme er dyb og fortrolig, som kommer den ikke ud af hans mund, men fra grotten dernede, så mørk og nyvasket glat er bunden som slebet med det fineste sandpapir, og væggene som hugget med mejsel præcist og nænsomt, et dække af perlesten slebet blanke leder ned mod vandet, som en tunge fugtes de af bølger, der får dem til at hvisle i takt. En særlig karakteristisk musik med rumklang lyder fra den mandshøje dybe grotte. Og det er herfra stemmen kommer. Den hjemmerullede har mistet gløden og Bue spytter cigaretstumpen ud, så vender han sig om og siger - Nå ja, sådan er det. Og går igen hen til de andre. Men jeg bliver stående som fanget af de levendegjorte ånder og ser for mig grotten befolket af neanderthalere de sidste og homosapiens de første i fredelig sameksistens og tænker, det nok er derfor øboerne er så specielle, sådan er de skabt, sønner og døtre af blandet herkomst med både fortidens herskende arveanlæg og fremtidens, men jeg siger det ikke højt, tænker det bare. Og alligevel hører han det, Bue, for han vender sig smilende og nikker, mens han ruller en ny cigaret. Der kommer de op ad trappen, de sidste, støtter sig til gelænderet, puster og stønner selvom rygsækken er mager og slap. Fra Amerika er de kommet for en sidste gang at møde forfædrene på den mærkelige ø, der i fordums tid, da et glødende himmelobjekt nærmede sig jorden blev tabt som en dråbe i havet for straks i en gigantisk sky af damp at bliver til klippeøen Mykines. Sandoye september 2021
|