Rønne 31.juli 2017
Det Blik
Hun stod ved rælingen med brækposen i hånden, mens ansatte på stribe
banede sig vej, skubbede til hende, for de skulle smide poser med
bræk i bølgerne, de fleste på båden brækkede sig, for den gyngede
gevaldigt.
Uden at tænke rejste jeg mig fra min plads gik hen til hende og
lagde en hånd på hendes pande hårdt, mens jeg med den anden holdt
stramt om hendes hovede og masserede, hvor der i skallen var
åbninger, nakke, tinding stramt og hårdt.
Hun holdt op med at gylpe og hoste og lod mig holde fast.
10 minutter stod vi der, et kvarter måske, så løftede hun hovedet,
så på mig og sagde tak.
Det blik glemmer jeg ikke.
- Hvad var det du gjorde? sagde hun, og jeg gav hende et klem og
sagde:
- Pure love.
Det forskrækkede hende ikke. Tværtimod.
Hun smilede og kaldte mig for Seabear.
Forstod kun en smule engelsk, havde to små drenge og en mand, de kom
ned fra soldækket, men hun kunne ikke få øjnene fra mig. Jeg havde
tændt noget i hende, hun næsten havde glemt. Og hun i mig.
Hvor vidunderligt i et så kort møde at kunne mærke forelskelsen
gløde. Hun skulle med bussen til Rønne med klapvogn og familie, de
boede på youth hostel.
Jeg har altid dyrket de umulige følelser, der kommer som lyn
fra en klar himmel. Bad hun mig tage hende med for altid, havde jeg
gjort der, forelskelse er så stærk en kraft, den skrotter realisme.
Inden færgen sejlede fra Rønne, nåede jeg at skrive hende et
postkort, hænge det om halsen på en udskåret frø fra loppemarkedet
og aflevere det i receptionen på youth hostel med beskeden, at det
skulle hun have, hende, jeg ikke vidste hvad hed, kun at hun
snakkede tysk og dårligt engelsk.
- Schweitser måske? foreslog receptionisten, den klarer jeg.
Skyndte mig til færgen, var mærkelig nok bange for, at hun skulle nå
at komme med mand og børn og klapvogn, og et sprog, jeg ikke
forstod, måske var det nakken, jeg var faldet for eller øjnene.
Det blik glemmer jeg ikke.