Kalles Kaffe er lukket ned, den grønne trailer med støtteben og kæmpemalet kaffekop, markisen rullet ind og disken slået op, nu er den klar til at køre. I Liv med Sclerose bakses med stilladset, tilbage står stole og køleskab et halvt gulv og dynger af hvid pressening. Men Dannebrog vejer fra toppen, fra toppen af masten i sundhedscirkusteltet, og vinduerne flagrer, kirkeformet mat akryl med hvide sprossebånd, det ligner gamle ruder, tryghedsskabende kirkeruder, det er ikke noget cirkus, det er et tryghedstempel, Liv med Sclerose, og altertavlen billedet af en smilende kvinde på vej over gaden helt tryg, for hun tror, tror og lever med sclerosen.
Nu piller han isen ned, det største skilt med det bedste tilbud, her solgte de is på pande, det var nyt og det var sjovt, men nu er det slut, to stænger holder vinduet oppe, pallen til at stå på fjernes, og den grønne almuegrønne campingvogn er klar til at blive kørt væk.
Oscars Bøfsandwich er bare en varevogn en kassebil til at åbne med grill og varmeskab og agurkesalat og et sted at køre hen. Et efter et bliver de hvide telte til bunker af pressening, stilladser til skeletter kun de sidste ting mangler, stole i stabler, elektronik og bannere, nu smider de T-shirten, drengene og bryster sig med deres tatoveringer og piercing og bare maver. Betonklodser flyttes, skraldespande tømmes, og gitre fjernes, nu er det slut med at købe tryghed til at putte i munden og finde troen i sclerosetemplet.