3.marts 2018
Frihedens Fængsel
Frihed oh frihed, glider på vinden over det bakkede landskab, du
musvåge, så skabt du er til frihed, under himlen højt og lavt, båret
af vinden og vingerne, som flaget det vejer, og møllevingerne suser,
der vil jeg hen, hvor kornblomst og akeleje drejer sig mod lyset og
skutter sig i regn, der er ingen krav og ingen pligt, kun væren, som
i grøftekantens fauna blandt valmue og perikon langs den
bugtede asfalt, det er vejen til frihed.
om to kilometer fortsæt ad længslens vej
frihed mod friheden, ferien pakket, familien farvel, venter ved
færgen, på farten, forbi forbi, fjerne, feje, flyve, finde og finde
forsvinde
Hjulene spinner, motoren glider, vejens hvide linjer bugter sig
musikalsk mellem korngule bakker og skyers tonede skygger, det er
sommer med åbent soltag og selvsået skov, det er frihed,
solsikkehegn, en rutebil mod mig på vej tilbage, støvet næsten tom,
og en cyklist krumbøjet med cykelhjelm og glatte ben, det er den
sødeste musik, gummihjul på finkornet asfalt på vej til frihed, ikke
en sten på vejen.
om 800 meter drej til højre ad kirkevej
Stemmen er så sikker beroligende og så charmerende med den accent,
jeg nyder at have hende med som passager. Hun ved altid, hvor jeg
er, og hvor jeg skal hen, og hvordan jeg kommer det. Hun er det mest
tålmodige menneske, aldrig bliver hun vred eller taler hårdt til
mig, jeg kan skælde hende ud, men atid bliver jeg tilgivet, hun er
min bedste ven, hende kan jeg stole på.
frihed for fanden, fantasi, flirt og farver, forelskelse nej så
forsvinder friheden i hjernedød forpligtelse, nej ingen løfter,
ingen fremtid, friheden er uden fortid og fremtid kun nu, nøgen
eksistens, der vil jeg hen, og jeg er på vej ad vejen til frihed og
fred. Det er det, jeg vil, hen hvor freden findes.
Som sommerfuglen så uendelig sart og smuk, når den folder vingerne
ud og flyver fra blomsten på frihedens vind, oh at være en
sommerfugl, fredfyldt uskyldig, hvem har dog givet den de smukke
vinger, kulørte eventyr, som ingen anede og ingen forlangte som bare
findes, oh at bare findes, der er frihed, er det det, jeg vil, bare
findes?
Videre, videre væk, jeg vil hen, hvor jeg bare findes, det er målet,
frihed til at findes.
fortsæt ad kirkevej og destinationen er 50 meter fremme på din højre
side
Jeg var stoppet ved en stor bygning nærmest et slot - herresæde
måske engang - der var noget torneroseagtigt over det. Dårligt var
jeg kommet ud af bilen, før en pige kom løbende mig i møde, 14 har
hun måske været storsmilende med armene ud til siden
- Åh må jeg give dig en krammer!
Jeg nåede ikke at svare, før hun havde omfavnet mig voldsomt og
forsøgt at kysse mig på kinderne. Overvældende.
- Kom kom! Hun fulgte mig op ad hovedtrappen ind i hallen. Der var
lange gange med mange døre og en trappe til første sal. Lugtede
tungt lidt muggent.
Friheden stod der på skiltet ved hoveddøren, det var rigtigt nok,
det var her. Pigen klappede i hænderne begejstret. kiggede på mig og
sagde:
- Nå, hvad synes du så?
Hun åbnede en af dørene uden at banke på og skubbede mig indenfor.
En ældre hvidhåret mand på bare tær lå på knæ på gulvet og lagde
kabale, sådan så det ud. Han holdt en hånd op, som ville han ikke
forstyrres, så vi gik igen.
Nede ad gangen kom en togkontrollør gående, som skulle han til
karneval eller var kustode på et jernbanemuseum, hilste med fingrene
til kasketten et tørt officielt nik, og da han nåede enden af
gangen, fløjtede han afgang i sin trillefløjte.
- Tag dig ikke af ham, grinede pigen og trak i mig forbi en ældre
kvinde, der sad på en stol ved en håndvask og stirrede på vandet,
der bare løb og løb og fingrene var totalt rynkede, hun måtte have
siddet der længe. Var det et galehus, jeg var kommet til? Måske jeg
skulle finde et kontor eller reception.
Men først ville hun vise mig salen, hvor de spillede, døren stod på
klem og lyden af spæde strøg sivede ud på gangen. Dybt koncentreret
var de, to violiner en cello og et flygel, en ældre herre med en
mærkelig accent dirigerede og kritiserede.
- Giv slip, Ida giv slip! - Det skal være ba da ba di da dam, som
spiller violinen af sig selv, du må ikke tvinge tonerne frem, ba da
ba di da dam da di, tonerne skal flyve, og han viftede med armene
som var det vinger, få dem til at flyve, de skal ikke bare lyde som
musik, de skal være musik. Forfra!
Alle bladrede de tilbage i deres noder og forsøgte igen at sætte
tonerne fri. Langt om længe fik jeg vist, hvilken dør, der førte ind
til kontoret, jeg bankede på og blev budt velkommen i noget der mere
mindede om en dagligstue.
- Hvor længe skal De være her?
Nydeligt nålestribet jakkesæt med et rotaryemblem og lange hvide
fingre med klar neglelak.
- Jamen jeg er bare på besøg.
- Nå, hvem skal De besøge?
Jeg gik til bekendelse og fortalte om mit forehavende, at jeg havde
tastet friheden ind på min GPS og nu var nysgerrig på hvor, jeg var
kommet hen.
- Friheden, sagde han og smilede, ja det er det eneste, det handler
om her, at gøre hvad man er skabt til. Vi har nok verdens største
matematiske geni, han har øvet og øvet nu i 35 år på at løse gåden,
og det skal nok lykkes ham en dag. Og Emma hun er skabt til at
tælle, hun tæller alt og er fantastisk til det.
Og så er der selvfølgelig de kreative værksteder, du var nede, hvor
de øver, ikke? På søndag skal de give koncert i kirken.
Der stod fuldt af pokaler overalt på det lille kontor.
- Den her er min yngling, den er flot, ikke? Specielt den er jeg
stolt af, danmarksmester i brydning 1962.
- Da var du da meget ung.
- Ok ja, jeg var bare en knægt, dengang. Og denneher prøv at se! Han
tog et flagsmykket diplom ned fra væggen og viste mig. Det var fra
en hundeudstilling.
- Du kan godt lide hunde?
- Ja, jeg har altid ønsket mig en hund, men nu har jeg så et diplom
Lidt nede ad gangen sad en mand i 40'erne og fodrede en en-armet
tyveknægt med mønter, igen og igen trak han i håndtaget, så hjulene
drejede, og tog mønter fra skålen hvor gevinsten klingende blev
afleveret, den var halv fuld, kun spillemønter.
Han ænsede mig ikke, da jeg gik forbi, men bevarede sin sindige
rytme, det lød som et maskinværksted, trække slippe dreje stoppe og
et klik der var tegn til reprise. Eller måske lidt klirrende mønt i
skålen med gevinsten.
Han virkede uberørt af held og uheld sad der bare sammensunket og
gentog manøvren.
Så var der mere liv i den elskeligste bedstemor, jeg besøgte
bagefter, hendes sofa var fyldt med dukker, omhyggeligt placeret,
som ventede de på nogen.
- Du kan lide at bo her i Friheden?
Hun strålede som en sol.
- Frihed hedder det og frihed er det, vi må alt det, vi ellers
aldrig fik lov til.
Da min mand døde, kunne jeg ingenting, jeg var hjælpeløs, og
ensomheden ulidelig. Så forslog de mig Friheden, og det har jeg
aldrig fortrudt. Høns i haven fugle i træerne og så mine mange børn,
der er flere i sengen, vil du se?
Togkontrolløren stod pludselig i døren:
- Nye rejsende? Jeg fik et genkendelsens nik, og så gik han.
- Åh jeg ville ønske, jeg var kommet til Friheden noget før, der var
så meget, jeg havde lyst til, men så blev jeg gift, og så var der
andet at tænke på. Men nu kan jeg endelig igen være noget for nogen.
Det var som om, hun kunne læse mine tanker, for hun sagde:
- Indbildning? Jamen vist er det indbildning, men de elsker mig, og
jeg kan ikke undvære dem. Jeg bilder mig ind, de har brug for mig,
men er det ikke altid det, indbildning? Interesserer du dig for det,
skulle du næsten tale med overlægen, han er nede på klinikken.
- Indbildning? sagde den hvidkitlede der tog imod i rummet, der både
fungerede som lægepraksis og skadestue, et stort rum hvor man både
ventede på at få behandling og blev behandlet.
Ja ja, jovist, det du ser er ikke, hvad øjnene ser, men det billede
du forestiller dig altså bilder dig ind. Her på kliniken helbreder
jeg udelukkende med indbilding, du skal tro det hjælper, ellers går
den ikke. Det jeg ikke kan klare, det kan vores healer.
- Og hvis det ikke hjæper?
- Ja så må du leve med din skavank.
- Eller komme på hospitalet?
- Nej forlade Friheden det er der ingen, der gør, der er kun
kirkegården tilbage. Ved du hvorfor jeg endte her? Fordi jeg ikke
måtte røbe, hvad jeg vidste, hvad lægevidenskaben holder hemmeligt,
at al behandling er indbildning, selvfølgelig, de har selv
videnskabeligt bevist det, at indbildning er den største helbredende
faktor, alt andet er sygt. Men nu har jeg min frihed gudskelov til
at sige, hvad jeg vil.
Jeg ville godt snakke, men der var patienter der ventede.
- Øre, næse hals, sagde han og gav hånd til afsked.
Friheden var et fængsel en indespærret længsel umulig at give slip
på. At vende om var ingen mulighed, friheden flygter man ikke fra,
den flygter man til. Alle var her som resultat af en flugt.
En af dem jeg talte med var blevet tvangsanbragt på Friheden. Han
var dømt pædofil men fik valget mellem kemisk sterilisation eller
anbringelse på Friheden, det havde han valgt. Så nu får han lov at
være sig selv. Være glad for børn, være sammen med børn og tegne
børn, han elskede at tegne croquis med nøgne børn som modeller.
- Nej nej at gøre hvad man har lyst til, det er det nemme, men at
glemme fortiden det er svært, at blive fri for skyld. Og værst hvis
man har glemt, hvorfor men er skyldig, så er det ikke nemt, og hvis
man hader sig selv, så er der ikke andet end selvpineriet tilbage,
og så må det jo være sådan.
Rastløs gik han omkring i stuen mens hans blik flakkede mellem loft
og gulv.
- Yvonne skar sig i armene piskede sig selv, men sådan var hun, det
var hendes måde at slippe fri på. Så er det ned i nulleren og
blive afkølet, det hjælper lidt. Jo altså iskoldt bassin, det er en
bedre måde at straffe sig selv på, det giver ingen mærker, men
hjælper dig til ikke at tænke, ingen fortid ingen fremtid kun nuet
er målet.
Du skal mærke du findes, ikke andet, frihed er at mærke, du findes
lige nu.
Han åbnede døren, og vi gik sammen ud på gangen. For enden var en
dør og endnu en gang større og længere.
- Ja den er stor, Friheden. Du kan gå lige så langt du vil den ene
vej og altid komme tilbage fra den anden side.
- Friheden går i ring?
- Det ved jeg ikke, jeg har aldrig prøvet.
Camilla von Bülow ventede gæster, så jeg kom lidt ubelejligt, men
stuen var så indbydende, gammeldags møbleret med plydssofa og
malerier på væggene og en masse porcelænsfigurer nydeligt i
vindueskarmen og potteplanter og blomstrede gardiner, en skål med
frugt stod der på kakkelbordet.
- Nye rejsende? Kontrolløren igen men denne gang bankede han på,
inden han trådte ind.
- Ikke endnu, men de kommer, sagde den ældre kvinde med sin lyse
stemme, hun havde vist aldrig prøvet at ryge en cigaret. På den
blanke maghonikommode stod et væld af billedrammer men uden
billeder. Enten var portrætterne blevet fjernet, eller der havde
aldrig været nogen. Så tomt og dog så rigtigt.
- Ja, du kigger, men jeg har glemt dem allesammen, så nu er de væk.
Hun smilede og kiggede.
- Bare de nu kan finde det. Du skal smage denne her, sagde hun og
skænkede op æblemost af sorten discovery, det er verdens bedste, det
er Eigil, der laver den, han kom fra Tyskland tilbage i 70'erne, da
han blev afskediget fra sit job som skolelærer, berufsverbot, jo der
kom mange dengang, og de er gamle idag, men han har oplært en ung,
så der stadig er gang i produktionen.
De er meget interesserede, de unge i safter, bær og sådan noget, de
eksperimenterer med alt, der kan gære og hallucinere, flere af dem
kommer fra Fristaden, hvor de blev smidt ud, fordi de var på
stoffer. De ved alt om meskalin og det andet kaktusnoget. Og så
hende der, kan du huske, der blev frikendt for drabet på sine to
børn, men i pressen blev hun ikke frikendt, så hun måtte flytte for
at undgå sladder, flere gange flyttede hun, jo vi har mange, der er
blevet jaget på flugt. Præsten i Rudkøbing der blev ekskluderet i
den lokale frikirke, fordi han helbredte folk i kirken, og det bare
strømmede til med folk, han er her også, og desertører fra USA, der
ikke ville til Vietnam men også rockere, der ville ud af
rockermiljøet, de laver motorcykler og budcykler, har du været nede
i smedjen, det er måske det, du egner dig til, at være smed.
På vej ned ad gangen kom en ung pige gående ringende med en klokke
fulgt af 10-12 unger og et par voksne.
- Time is up, follow me!
Flere dukkede op og fulgte med. Ida var der også, så jeg fik lige en
krammer på vejen.
- Paris, idag skal vi til Paris! Og så smilede hun, mens hun
vinkede.
Smedjen var en stor hal, der sydede af aktivitet. Gnister og flammer
og banken ned fra loftet i kæder hang cykelstel og motorer.
Ibrahim var flygtning, han havde kun været her en måned.
De han blev nægtet asyl, kunne man ikke sende ham hjem, for han
havde ikke noget hjem. Så kom han her, nu er det hans hjem.
- For ham er hjem og frihed det samme. Frihed er hjem. Vi har mange,
der kom, fordi de ikke kunne finde hjem.
Jeremy lå på ryggen under en bil, kruset hår store læber, afrikaner,
han kom, fordi han følte sig chikaneret. Man mobbede ham kaldte ham
neger og nigger, det gør vi også her, men nu er han stolt over, hvem
han er og elsker at hedde niggeren.
Jeg blev til kaffe, nej kaffe var det ikke, en varm drik med lidt
eforiserende tror jeg, den smagte bittert, nogle kom mælk i eller
fløde, og jeg spurgte, om de slet ikke havde lyst til at rejse.
Det overraskede mig at høre, de havde en simulator som kunne bringe
dem hvorhen i verden de ville. Streetview fra Google kunne vise alle
verdens gader, så det var bare at tage fat om rattet og bilde dig
ind, du sidder i en bus.
- Og idag er de så kørt til Paris, sagde jeg med et skævt smil.
- Vi er frie ikke frelste, grinede de.
- Hvad fejler du? Han var stor, havde et langt underansigt og
udstående ører, og så stod han lige foran mig i pænt jakketøj med
hvid skjorte og slips, men han kiggede ikke på mig, nærmest ned i
gulvet.
- Vil du se min hemmelighed? For ikke at skuffe ham svarede jeg ja,
og så brød han ud i et orgie af et grin, mens han klappede i
hænderne.
- Jamen så er det jo ikke nogen hemmelighed! Almindelig er det ikke
et grimt ord? Alle de minder det er da uhyggeligt og så et lig, det
er det grimmeste ord der findes, ikke?
Jeg gav mine til at ville gå videre, men med udbredte arme spærrede
han mig vejen.
- Tænker du også, når du ser en pige, hvordan hendes skamlæber ser
ud, om de er lyserøde eller mørke, og hvor store de er, gør du? Det
gør jeg, ved du hvorfor?
Jeg rystede smilende på hovedet.
- Fordi jeg er almindelig, det er det, jeg fejler
Jeg var på vej videre, da han kom snublende efter mig.
- Har du været i krig? Det kunne jeg godt tænke mig, at få lov at
slå andre ihjeld, det må vi ikke her. Slå andre ihjeld kun fluer og
sådan noget men ikke større end sådan her, og han viste med fingene
størrelsen på en mus.
- Nå jo også høns og kyllinger men det hedder slagte. Man slagter
ikke fjenden, vel? Dem dræber man da bare. Hvis altså man er soldat,
ikke? Jeg ville være rigtig god til at dræbe, tror jeg, men de kunne
ikke bruge mig som soldat, ved du hvorfor? Jeg var for almindelig!
Grimt ord, almindelig.
Han kiggede skiftevis ned i gulvet og ind i væggen, og uden at kigge
på mig sagde han:
- Hvorfor har du våde øjne?
Jeg vidste ikke, at jeg havde våde øjne.
- Er du lige ved at græde?
Så tog han mig fast om begge skuldre og stirrede mig direkte ind i
øjnene, omfavnede mig og hviskede fortroligt:
- Det skal du ikke være ked af, sådan er det altid.
Det var først der, jeg fik en klump i halsen, som havde han ramt
noget, jeg ikke kendte til. Sådan er det altid, det var første gang,
jeg nogensinde havde fået et trøstende kram af en udviklinghæmmet
mandsperson, eller måske han var infantil autist. Jeg mærkede en
tåre presse sig på, og da han så hviskede tæt på mit øre ømt og
faderligt:
- Jeg kender dig godt, så løb den, og jeg gjorde mig fri af hans
favntag. Han smilede forsigtigt, mens han trykkede begge mine
hænder:
- For du er også almindelig.
Det var Poul-Erik, fortalte manden på kontoret mig bagefter.
- Han har nogle fabelagtige evner, er knivskarp rammer altid plet,
og så er han alligevel så fuld af respekt. Han var et skakgeni før
han kom her, nu spiller han ikke med brikker længere men med
skæbner, det er mange af hans pokaler, jeg har stående, han ville
ikke have dem selv, ville bare glemme.
Han elsker når der kommer fremmede, det sker ikke så tit, godt du
gav dig tid.
Jeg fortalte, hvad han havde sagt men ikke, hvad han havde gjort.
Det var min hemmelighed.
- Er det ikke din? En af pigerne kom løbende med min mobiltelefon,
jeg havde glemt i stuen, og det var anledning til at jeg måtte komme
på besøg på hendes værelse. Et typisk ungdomsværelse med idoler på
væggene og lyskæder om en uredt seng, som kunne laves om til en
sofa, men jeg havde det fint med at sidde i dynerne. Begge stole var
optaget af tøj. Hun satte sig på gulvet foran mig og så på mig med
et nysgerrigt blik.
- Du kunne være min bedstefar.
- Ligner jeg ham, din bedstefar?
- Det ved jeg ikke, ka' ikke huske
Hun havde boet her i to år men det var, som om hun havde glemt alt
om familien
- Hvorfor valgte du Friheden?
- Jeg valgte ikke, de kom bare og tog mig, og så fortæller hun om,
hvordan to mænd en nat vækkede hende og bad hende følge med. De var
klædt i sort.
- Min mor stod i døren i natkjole, hun havde lukket dem ind. Min far
bar kufferten, som var pakket, ud i deres minibus, og så kørte vi.
Min mor gav mig et knus og sagde, at det nok skulle gå og min far,
han var klædt på, havde lige været i bad kunne jeg lugte, at det var
for min egen skyld.
- Jamen hvorfor?
- Det ved jeg ikke, jeg husker det ikke, men ham her fik jeg med,
hun tog sin bamse, der lå i sengen på skødet og satte sig ved siden
af mig.
- Kommer de så og besøger dig?
- Nej heldigvis, jeg tror ikke, jeg kan kende dem.
- Er der ikke nogen du savner?
- Fra dengang? Naahaaj jeg har det så godt her, jeg savner ikke
noget.
- Du har tilgivet dine forældre?
- Nej, bare glemt. Jeg snakker med Simon, hver gang jeg har haft
mareridt, og han hjælper mig med at glemme, det er han god til, det
er som om hjernen bliver vasket, og alt det der fra dengang bliver
vasket væk. Børn har så let ved at glemme, de savner ikke, når de
får noget andet, som er bedre, og Bamse har jeg jo stadig, men han
siger ikke noget. Ikke noget om dengang. Vil du se mine postkort?
Hun hev en skotøjsæske frem, der stod under sengen, og vi bladrede
postkort. Solnedgange, seværdigheder, bjerge, borge, idyl med
hilsner bag på og frimærker fra hele verden. Hun var så glad for
dem, selvom de ikke var sendt til hende, det gjorde ikke noget. Der
stod nogenlunde det samme på alle kortene, at de havde det godt, og
vejret var fint, og så skrev de kys og kærlig hilsen på flere
forskellige sprog.
Mobiltelefonen vibrerede i min lomme, men jeg slukkede den uden at
se, hvem der ringede.
- Du må godt tage den, det gør ikke noget, sagde hun undskyldende.
En potteplante i vindueskarmen var gået ud eller var bare meget
vissen en kaktus, tror jeg med torne. En vissen kaktus var det. Det
var først da jeg var på vej ud og havde sagt farvel og åbnet døren,
at hun sagde:
- Men jeg husker hans hænder.
- Slog han dig?
- Nej, det var, når han rørte ved mig.
Længe stod jeg med ryggen til hende og hånden på dørhåndtaget, så
gik jeg ud og lukkede døren.
- Er du anbragt eller flygter du bare?
Jeg kunne ikke se ham, han sad med ryggen til, og måske var
spørgsmålet slet ikke møntet på mig, men det fik mig alligevel til
at tænke.
Der gik en rum tid så drejede han hovedet mod mig.
- Nå, hvad siger du, hvad er det, du flygter fra?
- Jamen, jeg er bare på besøg.
- Så du er bekvemmelighedsflygtning, der vil se, hvad vi kan
tilbyde? Et skævt, skælmsk smil og et glimt i øjet.
- Sådan var det også med mig, jeg var bare på besøg og anede ikke,
hvorfor jeg var på flugt. En indskydelse måske eller tilfældighed,
jeg savnede ikke noget, havde det godt, men så besøgte jeg Friheden
og fik noget, jeg aldrig før havde fået, så mærkeligt var det.
Hvis en gris, der altid har boet i en stald slipper udenfor bare en
dag, så kan den aldrig igen sættes ind i stalden, for så dør den af
stress. Sådan er det også med mennesker, giver du dem frihed, så kan
du aldrig tage den fra dem.
Det er ligesom med kunst, er du først blevet kunstner, så er der
ingen vej tilbage, frihed og kunst ligner hinanden, begge er de en
vej, en måde at leve på og ikke et sted eller produkt. Er du først
kunstner eller har fundet friheden, så kan du aldrig vende tilbage,
det er som at blive voksen, det er et fængsel, du aldrig slipper ud
af.
Han lænede sig mod mig som for at være fortrolig og sagde:
- Det gælder om at finde sin celle, gå ind og smække døren, for det
er der inde at friheden er og kunsten. Når så mange aldrig føler sig
frie, er det fordi, de tror friheden er derude et sted, det er den
ikke. Den er derinde. De, der leder og leder, finder den aldrig.
Utrolig så velformuleret han var, lød som en professor, der holder
forelæsning.
- Du er født fri, og du er skabt som kunstner. Et frit og skabende
menneske, men du skal give dig selv lov at være det. Du skal
respektere din lyst og talent, hvis du vil være et helt menneske.
Han holdt en pause, som ville han sige noget vigtigt.
- Søster Benedict er nok den her, der er kommet tættest på den
ultimative frihed, sagde han. Hun bruger troen til at opnå den
totale tilstand af væren. Et findes nu og her uden fortid eller
fremtid uden forpligtelse. Fuldkommen fred. Tættede på frihed kommer
man ikke, vi andre er bare på vej. Hun valgte Gud og giver sig hen i
bøn.
Gå op til kirken, så finder du hende. Hun vil sikkert gerne have
besøg.
Jeg gik derop, stynede træer nyrevet grus omkring kirken, gravene
tavse stene, stille, ærbødigt og tomt. Og der nede for enden som et
værksted et stenhus med lukket dør og støvede vinduer og pludselig
en kvinde i nonnedragt med nystivet kravetøj, sortklædt, hvidt om
hovedet og en krans af sorte perler om livet så agtværdig og rolig.
- Du vil besøge Søster Benedict?
- Ja gerne. Der stod en konservesdåse ved indgangen sikkert til et
entrebidrag, så jeg tog mig til lommen efter lidt mønter, men hun
sagde bare værsågod og viste mig ind i et rum med en muggen lugt,
som var det et forrådskammer, der for alt for længe siden havde
været åbnet. En vask men ingen vandhane murstensgulv og krusifiks på
væggen, sten alt var stenhårdt og så en dør med et lille vindue, nej
rude så man kunne kigge ind.
- Søster Benedict nyder stilhed, sagde nonnen, så helst ikke højlydt
tale, jeg beder dig.
Så blev jeg lukket ind, der var mørkt ingen vinduer, stenvægge, en
kvinde, kunne jeg skimte, klædt i sort sad helt stille på en stol i
hørnet ved at lille bord. Det var som blev jeg lukket ind til
kamelen i stalden, mere formørket og indelukket kan man ikke
forestille sig.
Velkommen, sagde kvinden og holdt en pause. Jeg sagde så lidt som
muligt, kun at jeg var nysgerrig på begrebet frihed.
- Ensomhed er vejen til Gud og vejen til Gud er frihed. Kun ad den
vej opnår du den uopnåelige den totale fred. Fri for ansvar, pligt
og samvær fri for gru og trængsler, kun fri fred.
At friheden var vejen og freden var målet kunne hun have ret i, at
freden var at have vundet. Hun talte lavmælt og langsomt.
- Jeg valgte Gud, og han har tilgivet mig og sat mig fri. Jeg nåede
frem takket være Kristus.
Noget rystet gik jeg over kirkegården men også befriet, jeg havde
fundet, hvad jeg søgte.
Tilbage på kontoret fik jeg svar på det, jeg ikke turde spørge
Søster Benedict om, hvad var det Gud havde tilgivet?
- Ved det ikke, rygterne siger det var fosterfordrivelse som
17-årig.
- Og hvor gammel er hun så idag?
- I 50'erne tror jeg eller 60.
- Og hvor længe har hun boet her?
- Uha, det var før min tid, han stod og viftede med en nøgle.
- Jeg kan tilbyde dig det her, hvis du vil blive natten over, det er
nummer 19, men du kan du bruge overalt, hvis bare du respekterer
folks privatliv.
Det var fristende og dog. Jeg kunne have kørt hjem, men skulle lige
fordøje de mange indtryk og et røvsygt hotelværelse med tunge
gardiner og udsigt til en baggård var det helt rigtige sted at tænke
igennem, hvad jeg havde hørt og oplevet. Gulligt tapet, åkander af
Matisse og et lys, der druknede rummet i en støvet, bleg tåge, jeg
lukkede øjnene og tænkte på frihed.
Jeg begyndte med cellen. At frihed ikke var derude, men derinde. At
det først er, når grøftekantens blomster opstår i mig, at de bliver
smukke. At skønhed ikke er noget der findes, men en fornemmelse, du
skaber, at alt du oplever som vidunderligt ikke behøver være
vidunderligt for andre, at det hele afhænger af den, der ser. Af
mig.
Altså, hvem er jeg, hvem er jeg egentlig? Erkendelsens time var
kommet.
Tosserne, autisterne og de andre på Friheden behøver ikke tænke på,
hvem de er, for det er de bare. Kan jeg ikke også bare være?
Jeg måtte sove på det, madrassen stank af kattepis, fritureolie fra
pizzeriaet nedenfor stank, når vinduet stod på klem, technomusikkens
bas bankede i væggen, men da jeg vågnede, vidste jeg det. Kærlighed,
jeg valgte cellen med kærlighed.
Måske det slet ikke var frihed, jeg søgte, men kærlighed, at jeg
ikke gav mig selv lov at blive elsket. Kærlighedens fængsel, den
tanke tiltalte mig, nu turde jeg sige det, nu turde jeg være det, jeg er ham, det er værd at elske.
Søster Benedict, som sad i mørke døgnet rundt, havde vist mig lyset.