|
HISTORIEN OM MODER ELISE
En nytidig gendigtning af H.C.Andersens eventyr Historien om en Moder Som hun dog havde glædet sig, Anne Sofie, sparet sammen hele vinteren til den jordomrejse med kammeraterne, der skulle vare 9 måneder, alt var forberedt forældrene nervøse, for det var en lang tur og hendes første. Farvel med flag og familie i Kastrup og med flere mellemlandinger ankomst til Equador og indkvartering på det lokale youth-hostel alt var godt, gået godt og forældrene lykkelige for at få billeder og besked fra deres afkom, at alt gik efter planen. Og så var det, det skete, det som nogen havde forudset, men ingen taget alvorligt, en virus havde spredt sig, og mennesker døde også unge. En katastrofe for holdet hun var med, var det, at al trafik ud af landet blev stoppet, de unge var fanget på deres hostel, og efter en uge måtte de heller ikke længere opholde sig så mange så tæt og blev smidt på gaden. Fies mor Elise blev som alle andre forældre desperat ved meddelelsen og gjorde alt, der var muligt for at få datteren hjem. Og det lykkedes, efter kontakt til ministerie og ambassade fik hun booket en plads, der gjorde en ende på drømmene om en enestående, opsparet oplevelse og førte til et karantæneophold hos mor. For måske hun var smittet. De første dage var Fie sur og vranten, men på tredjedagen fik hun det dårligt. - Det er nok ikke noget, trøstede hendes mor og gav hende kamillete på sengen og et koldt klæde på panden. Coronarestiktioner var sat i værk, der var sat grænser for, hvor mange man måtte være samlet et sted og karantæne-restrikltionerne for personer, der kom hjem fra udlandet blev strammet. - Det skal nok gå, sagde hendes mor og håbede, det var alt andet end en dødelig virus, der havde ramt hendes datter, der blev mere og mere bleg og sløv. Men så var det sidst på eftermidagen, at det ringede på døren, og da Henriette Elise åbnede, var det som en kold vind slog hende i møde, sorte handsker havde han på, og hulkindet var han, en hætte skjulte hans skallede isse og øjnene var tætsidende og mørke. Og så stod han der bare i sin mørke kappe og lignede en munk fra anden tid. - Hvem er du? sagde hun. - Jeg sendte en SMS, at jeg ville komme, men måske jeg er kommet for sent? Elise havde altså ikke ikke set nogen besked. - Min datter er syg, så jeg har nok at gøre med at se til hende. - Ja det ved jeg, det er derfor jeg er kommet, må jeg komme indenfor? Stor uvilje mod myndigheder, fremmede og frygten for smitte gjorde hende stum, men som af høflighed trådte hun et skridt til side og åbnede døren. Sandaler havde han på, og den sorte kappe slæbte hen ad gulvet, da han trådte indenfor gik ind i stuen og stillede sig foran vinduet ud mod altanen. - Jeg er Skæbnen, sagde han. Stemmen var rolig behersket men klar og tydelig, det var Skæbnen, hun havde lukket ind. Instinktivt stillede Elise sig hen foran døren til Fies værelse, hendes hænder rystede og gråden satte sig som en klump i halsen. - Du er gået forkert, sagde hun, hun har det fint. - Det er mit arbejde at lade ske, det som skal ske. Der er regler, jeg skal overholde, og handlinger jeg skal udføre, nogle af det gode, andre af det onde, og jeg er kommet for at spørge dig, om jeg må tage din datter med mig, når jeg går. Så blev der stille. En stikkende smerte jog fra livmoderen op i brystet, og hjertet bankede. Som fastnaglet til døren ind til Anne Sofies værelse stod hun stiv som en støtte, kunne dårlig få vejret. - Hvorfor, hvorfor hende? Længe var han om at svare, så kom det stilfærdigt men ærligt: - Jeg skal idag finde en pige på 19, det kræver statistikken, det er den, der bestemmer, jeg kan så vælge blandt kandidaterne, og din datter er en af dem. - Ikke min Anne Sofie, og så fortalte hun med gråd i stemmen om den store skuffelse, Fie havde haft, og hvor urimeligt det var at straffe netop hende. - Jeg forstår dig og beundrer din moderlige omsorg og vil derfor give dig et tilbud. Hvis du blandt mine andre kandidater kan vælge en, vil jeg tage hende i sin datters sted. - Åh tak, ja gør det, vælg en anden, bare ikke min pige. - Tænd for dit TV og tast ind på kanal 74. - Så mange kanaler har jeg slet ikke. - Gør det nu bare. Live-tv fra en dagligstue tonede frem på skærmen, set oppefra. I en hospitalsseng lå en pige. Friske blomster stod der, og gennem store vinduer ud mod haven skinnede solen. En kvinde, sikkert hendes mor sad ved sengen og holdt hendes hånd. Pigen havde lukkede øjne og håret bredt ud på puden, så bleg hun var, slanger stak ud under dynen. - Overlever hun denne nat, så kommer hun sig, sagde Skæbnen, er det hende du vælger? - Ja, ja hun er jo allerede syg, og hendes mor forberedt på, at det skal ske, gør det, tag hende i stedet for min. - I 12 år har hun kæmpet med leukemi, alle behandlinger har hun været igennem, ulidelige kemokure og stråler aldrig har hun haft et normalt liv, moderen har været hende en stor støtte og kun haft datterens sygdom i hovedet i alle årene, så mange forgæves forhåbninger har de haft, nu venter de kun på et mirakel, et mirakel jeg kan lade ske, at hun endelig får lov at mærke livet, som din datter har mærket sit. Hendes liv har været ind og ud af hospitaler, altid har hun vidst, at døden stod parat til at tage hende, er det den pige, du vælger i bytte for din? Fortvivlet tog Elise hænderne for ansigtet og gemte sine forgrædte øjne, så urimeligt et valg at skulle træffe. - Du har andre kandidater? sagde hun. Billedet på skærmen skiftede, igen et overvågningsbillede nu var det et værelse med to køjesenge og en sofa, døren ud til gangen var åben. En ung pige med tykt sort hår, mørk i huden sad på sofaen med et barn på skødet. I øverste køje lå en lidt ældre dreng med benene over kors og spillede på sin molbiltelefon, lyden var skud fra spillet og pigens stemme, hun læste højt for barnet på et fremmed sprog. Elise vægrede sig ved at kigge ville for alt i verden undgå at skulle dømme, så sagde hun lavmælt, mens hun så ud ad vinduet: - Ja, tag hende istedet. Hun tænkte, det nok var en flygtning på asylcenter uden pårørende, måske hun bare ventede på at blive sendt hjem. - Nej, sagde skæbnen, som hørte hendes tanker, - hun er født og opvokset i Danmark, men på flugt. Familien har arrangeret, at hun skal giftes med en slægtning, de har fundet til hende. Han bor i den landsby, faderen kommer fra, men flytte til Armenien og forlade Danmark, sprog, venner og uddannelse vil hun ikke og slet ikke forlade ham, hun elsker, for hun har en dansk kæreste. To gange har de forsøgt at dræbe hende, hendes bror og fætter, for nylig blev hun skamferet i ansigtet men slap væk og bor nu anonymt på et krisecenter for kvinder, ingen heller ikke kæresten må vide, hvor hun er. På Kvindehjemmet elsker alle hende, fordi hun er så hjælpsom og social, på universitetet ved man bare, at hun er forsvundet. Hun er 19 år og bange. Og frygter for sit liv. - Og det er hendes liv jeg skal tage i bytte for din datters? - Æresdrab, du vil lade mig tage ansvaret for den mest bestialske forbrydelse, Elise var vred. - Aldrig, jeg gør det ikke. Så satte hun sig foran Skæbnen med ansigtet tæt på hans og så ham anklagende i øjnene. - Du er jo indbegrebet af ondskab, hvordan kan noget menneske respektere eller bare acceptere Skæbnen, når du opfører dig med grusomhed, hvor må du hade dig selv for dine gerninger. Hun så på ham med foragt i blikket. - Jeg nyder ikke min rolle, sagde Skæbnen, men det er nu engang mit arbejde, og heldigvis gør jeg lige så meget godt som ondt. Mirakler, belønninger, gevinster det nyder jeg, at sprede uventede gaver, jo det ansvar tager jeg på mig, at det som skal ske også sker. Det var forkert af mig at give dig mulighed for at ændre på det, det fortryder jeg. - Du handler efter iskold beregning og statistiske tabeller, smyger dig ind i folks privtatliv og begår de værste forbrydelse for så at efterlade kaos og fortvivlelse. Æresdrab og pandemi, ikke underligt at menneskene finder på alle mulige guddommelige og videnskablige forklaringer, når du aldrig træder frem og åbenbarer din hensigt og eksistens. Stemningen i stuen var fortættet, ordene stikkende stråler gennem Skæbnens diffuse forklaring, da Anne Sofie i nøttøj bleg og hostende stod i døren. - Jeg har det så dårligt, mor kommer du ikke lige ind? Pulsen var høj, vejrtrækningen hektisk, det blev værre og værre med Fie, så Elise gik ind i stuen og bad Skæbnen forlade hjemmet. Kun langsomt rejste han sig og sagde: - Jeg har flere kandidater, du skal se. - Så vis mig en, der fortjener at dø. Og skæbnen fortalte mens de så live-tv fra en lukket institution om Yvonne som ønskede at dø. Hun var dømt til anbringelse på ubestemt tid på institution, fordi hun blev skønnet sindssyg i gerningsøjeblikkert. Hun havde dræbt sin far. I retten erkendte hun at have myrdet ham, men tilføjede, at han havde fået som fortjent. Intet angrede hun. Skulkede fra skolen, havde aldrig aldrig haft et job, altid var der problemer med Yvonne, som havde boet på gaden siden hun var 15. Hendes venner var udskud som hende selv, narkomaner og subsistensløse. Sin far hadede hun, hver gang de sås blev hun blussende aggressiv, kunne ikke styre sit temperament og faderen afviste alle tilnærmelser og kaldte hende de værste ting på SMS. - Du er ikke længere min datter, hold dig væk, din psykopat. Den besked fremlagde hendes forsvarer som bevis på Yvonnes psykiske uligevægt, for det var den, der fik hende til at opsøge ham bevæbnet med en kniv og gøre en ende på hans liv. Hendes almene diagnose var efter mentalerkæringen borderline og Aspergers syndrom, men i gerningsøjeblikket havde hun med al sandsynlighed været grænsepsykotisk. Yvonne foragtede lægerne, pillerne, indespærringen men værst for hende var det, at hun fortrød. Når hun i isolation så blodet, der sprøjtede, da hun på knæ skar halsen over på sin far og hørte ham rallende erklære hende sin kærlighed, så fortrød hun. Luftrøret var skåret over, øjnene stirrrede på hende, hans arme faldt ned, og så stak hun ham, hvor hjertet sad. Og han var død, kniven lod hun sidde, hvor hun havde stukket. Oftere og oftere så hun det for sig, det kom som et mareridt om natten men også om dagen, og det pinte hende, nu havde hun så fundet et reb, udset sig en krog i loftet og ventede kun på en lejlighed til at hænge sig. Livet var ikke længere noget for Yvonne, hun var hellere fri. - Skal hun dø, er det hende du vælger? - Ja, ja det skal hun da have lov til, hun har fået sin dom, og at hun fortryder sine gerninger, skal da ikke forhindre hende i at få sin vilje, så ja, hende vælger jeg. Og Skæbnen fortalte: - Altid har hun vendt kærligheden ryggen, fordi den forekom hende fremmed og grusom. Et liv med svigt har hun haft, det har gjort hende hård, men nu har hun så fortrudt, og du vil ikke tilgive, men lade hende i fortvivlelse tage sit eget liv? Det er det, du vil, hun skal ikke have en chance? Elise styrede sin vrede og forargelse, men så kom det: - Du tror du er guddommelig, et åndeligt orakel, der tager vare på menneskenes trivsel, men du er en bøddel, en helvedes bøddel, følelsesløs og åndsforladt. Elise kiggede ind til Fie som sov, hviskede kærlige opmuntrende ord og duppede sveden på hendes pande - Vi klarer det, sagde hun. I køkkenet fandt hun en kvartfuld flaske portvin, som hun satte på bordet i stuen samt to glas og ventede på at Skæbnen igen tog plads i sofaen. Skænkede op, der var bundfald i flasken, længe havde den stået på hylden i køkkenet med prop i og en sjat, selv drak hun aldrig, kun når der var gæster. En gæst, Elise gjorde sig umage for at betragte Skæbnen som gæst og ikke anklage ham, men forsøge at formilde. Forhandle. Men hun var træt lukkede øjnene et øjeblik og forsøgte at slappe af, men mærkeligt var det, at hendes gæst ikke satte sig i sofaen, han var heller ikke i stuen. Det trak fra entreen, som stod et vindue åbent i køkkenet, hun så efter og opdagede, at det var hoveddøren, der stod åben. Han måtte være gået, uden hun havde hørt det og glemt at lukke døren efter sig. Det var som gik tiden i stå, da hun opdagede at Fie var væk. Han havde taget Anne Sofie med sig. I fortvivlelse tog hun sig til håret, som ville hun rive det ud, og så skreg hun og kaldte, mens hun styrtede ud ad døren ned ad trappen ud på gaden uden overtøj spejdede til begge sider, men der var intet at se. Kun ganske få mennesker var der, og de gik en stor bue uden om Elise, som var det hende, der var smittet. Alle hun mødte, spurgte hun, om de havde set hendes Fie, men de kiggede den anden vej, og lod som om de ikke hørte det. Næsten ingen mennesker var der, helt øde lå gaden med lukkede butikker og tomme cafeer, kun enkelte biler kørte forbi og enlige cyklister med hjelm og mundbind. Elise krydsede gaden, når hun så nogen på det andet fortorv, og en enkelt ældre kvinde, hvidt hår og kroget næse stoppede op og lyttede til hendes beskrivelse af Skæbnen og Fie, men ingenting havde hun set. - Men du vil måske være så sød at hjælpe mig over gaden, for jeg ser så dårligt? Elise fulgte damen over gaden og fortsatte sin rastløse søgen. - Har du set en mand i sort kappe med en lyshåret pige, det er min datter, hun er smittet og syg, og nu er han så gået med hende, og jeg ved ikke hvorhen? - Mon ikke de er taget på hospitalet, sagde den unge mand med fuldskæg på cykel, hun havde standset. - Sæt dig op på bagagebæreren, så skal jeg køre dig. I det samme kom en bus næsten tom og Elise vinkede, at den skulle stoppe. - Jeg skal til hospitalet, der er vigtigt, min datter er smittet og jeg har lovet. Chaufføren holdt hånden for munden og kiggede væk, da han mumlede: - 25 kroner. Men Elise havde jo hverken overtøj, taske, mobiltelefon, nøgler eller penge med sig, så trods bønner og løfter og stor fortvivlelse, fik hun ikke lov at køre med de tre stoppesteder, der var til hospitalet. Så hun løb, for hun kendte vejen. Forpustet, forvirret og fortvivlet kunne hun fortælle, da hun trådte indenfor, at hendes datter netop var blevet indlagt, at de var kørt, uden at Elise nåede at komme med, men at hun havde lovet at komme, og nu var hun her og ville ind til hende. - Hun ligger på intensiv, så du skal have dragten her på, og Elise blev vist hen til elevatoren iført beskyttelsesdragt, skoovertræk, handsker, hovedbeklædning med visir, hun lignede en rummand. Det var den mærkeligste verden Elise trådte ind i, da elevatoren stoppede på intensiv. Hektisk travlhed fuldt af senge på gangen et virvar af mennesker alle i samme mundering som Elise, ind og ud gik de og løb, det gav et gib i Elise, når en tildækket afdød blev kørt ud fra en stue. Stemmer lød, som kom de fra dybet, en slugt hvor al personlighed var kvalt, og råb var der, skrig ind over hvislen af slanger i græsset, sådan lød de dæmpede fodtrin af skoovertrækkende som alle bar. Ingen ænsede Elise, der bare stod, som var hun tabt, fortabt midt på gangen, ingen kunne se, om hun var sygeplejerske, læge eller bare en mor, der skulle finde sin datter. Fra stue til stue gik hun fra den ene dødeligt smittede til den næste, alle var de forsynet med iltmasker, enkelte var vågne. - Vil du række mig mine briller, sagde en ældre mand med rusten stemme næsten rallene, - de ligger i skuffen. Elise fandt brillerne og gav ham. - Kan du ikke give mig dem på? Åh tak! Han fik brillerne på og lukkede øjnene. Der var navneskilte ved hver seng, så inden længe fandt Elise frem til Anne Sofie. Hun var der, lå og sov med slanger og skærme og en respirator ved sengen, det lød som var det respiratoren, der var levende og ikke Fie. - Jo, hun lever sagde Skæbnen, som pludselig stod i stuen i sin kappe med hætten trukket op over sin skaldede isse. - Åh tak, Elise var både forfærdet og taknemmelig. Skæbnen havde båret Anne Sofie til hospitalet og fået hende indlagt, hun levede. - Hvem tog du så istedet? spurgte Elise. - Du er et godt menneske, og du skal ikke bære ansvaret for en andens død. Så jeg tager ingen i stedet for din datter. Hun faldt på knæ og knuede hans ben i taknemmelighed og Skæbnen blev rørt, lagde en hånd på hendes hovede og hviskede: - Jeg elsker dig. Og så forklarede han sig. - Når flertallets frygt kvæler mindretallets drøm, og døden bliver vigtigere end livet, så ender det galt. Det kan intet samfund overleve. I gør døden til en usynlig dræber, så fremmedartet og ondsindet, at den ikke må ses, omtales eller vælges. I måler livskvalitet i leveår, det er sygt. En skelsættende global begivenhed, der kunne standse den katastrofale udvikling var nødvendig og det blev så en pandemi. Jo jeg tvang jer til at savne kærlighed og fællesskab, opleve den rene luft og se døden i øjnene. Jeg skabte krisen, fordi det var nødvendigt, uhæmmet vækst og overdådigt forbrug, jamen det var løbet løbsk og intet blev gjort for at standse det. Krig og katastrofe kan ændre adfærd og vaner, men nu blev det så en virus, der kom mig til hjælp og det er jeg lykkelig for. Jo, jeg havde en hensigt, at få menneskene til at erkende, at natur er alt levende, og at også I er natur. Fødsel og død hænger sammen, kærlighed og had. Katastrofe og kaos er for Jer det modsatte af fred og orden, men sandheden er, at er de tæt forbundne og afhængige af hinanden. Godhed og ondskab skal være i balance, det sørger jeg for. At elske og frygte er uløseligt forbundet, at elske er frygten for at miste, og frygt, at længes efter kærlighed, sådan er du skabt, og det er min mission at sørge for den balance. Elise lyttede og forstod. - Jeg accepterer dig og dine handlinger, altid vil jeg være dig tro. Godheden vil jeg tjene. Skæbnen forsvandt lige så pludselig, som han var kommet, men længe varede det ikke, før to rumvæsner dukkede op og kunne fortælle hende, at Anne Sofies hjerte var gået i stå, at lungerne var så ødelagte, at der ikke var noget at gøre, og at respiratoren derfor skulle slukkes. - Det vil jeg godt selv. Elise var i chok men fattet og beslutsom, da hun slukkede for respiratoren, fjernede Fies maske og kyssede hende på panden. Alene sad hun i stuen afklaret og stærk. Da hun dækkede sin døde datter med et lagen løb en besked ind på hendes I-phone, som lå derhjemme. - Jeg er kommet godt over, her er så lyst og fint. Jeg er i kærligheden nu, kun kroppen er død. Vær rolig mor, vi mødes en dag. Så befriende smukt der er omkring mig. Elsker dig for evigt, tak for alt. Din Anne Sofie. 21.VII.21 mb |