| Beretning fra Mykines TÅGEN
Den kommer snigende, beder ikke om lov eller banker på, umærkeligt uventet og ikke inviteret, hele dagen har solen skinnet og klipperne spillet i alle nyancer, og vandrende på den lange rute forsvinder over fjeldet i det fjerne, og græsset er grønt, sommergrønt og skygger tegner sig af huse og kirke på gade og gavle, og hanen stavrer rundt mellem husene og et par får tygger drøv ved bækken. Umærkeligt bliver billedet dimmet og skyggerne blege, mister deres kraft for helt at forsvinde, som er de sagtet agterud, kan ikke følge med, det er den snigende tåge, der opstår som ud af intet, uden et varsel er den der bare, hyller fjeldet i en dis af damp, fylder hver sprække og fjerner horisonten så himmel og hav bliver et. Fuglene skræpper, som de plejer men fra en grådiset tykning, der bliver stadig tættere, brændingen bruser, som den plejer, men nu godt gemt i tågedis. Her er så stille at generatoren, der laver strøm til elforsyningen kan høres som en rumlen i disen, hvor kom den fra, det massive slør af glemsel, som en brist på synsnerven fjerner den alt, der er længere væk end et par meter. Intet lys trænger gennem dens begær for at fjerne udsigten, gad vide om de nu kan finde vej, de som gik til fjelds med rygsæk og telt for at opleve naturen. Den smitsomme blindhed får øboerne til at kigge ind, nu de ikke kan se ud, det gør dem rastløse som er de på flugt fra indre demoner, en nedarvet frygt for uventet skær og forlis gør dem utrygge og uberegnelige. Når tågen lægger sig massivt over øen bliver beboerne stressede, aldrig vænner de sig til blindt at skulle skrotte det vante og miste overblikket. Som skambidte får eller suler med vingebrud kan de ikke navigere, men går hvileløst omkring, som havde de mistet orientering og forstand. Tågen, det ved de godt, er kun farlig på havet, men fornemmelsen er lagret i øboernes DNA og aktiveres, når udsigten annulleres på ubestemt tid. Og så gemmer de sig, går i skuret men glemmer, hvad de ville, finder kaffekanden frem og åbner en øl, en mur af glemsel og gardinet bliver trukket for, men det fjerner ikke den indre tåge, som truer med at åbne gamle sår. Tager så støvler på og går til fjelds. Op op ad stien det er koldt, for jakken blev glemt og brillerne dugger, forbi fåreflokken hen til klippens kant, hvor de plejer at føle stolthed i vindens sus om ørerne og i håret, men er nu fortabt og forfulgt, som de står der på den yderste kant og lytter til fuglenes vingeslag, en genkendelig susen, et skridt mere som vil de udfordre vejret og får tårer i øjnene, men det er blot dråber af tågens fugt. Tågen er det værste, ikke underligt at fortiden lod væsner opstå i blinde, elverpiger, mosekone, alfer og nisser, uden mulighed for at se må vi bruge forestillingsevnen, og det vi så, glemte vi ikke, selv da synet kom igen. Pinefuld stress og forvirring kaldte på forklaring og lindring, så i mørket så vi hekse og trolde, mens guder og jætter kom med tågen og blev del af fortællingen fra mund til øre i århundreder, indtil alle kunne se dem. Her på øen i Atlanterhavet har man vænnet sig til ikke at sige: "Om Gud det vil" men "Om Vejret vil". Sådan er det bare, vejret påvirker psyken, og tågen er værst. Når det velkendte fjeld forsvinder og sære væsner opstår, så påvirker det psyken, ingen vænner sig til den massive mur af blindhed. - Flyver helikopteren idag? - Om vejret vil. Jo tågen letter, det gør den altid, forsvinder lige så ubemærket som den kom. Den rejser ikke, tager ikke afsted men bliver tyndere og tyndere for tilsidst at gå i opløsning. Tågen fordufter og tager frygten med sig, det er det, den gør, tågen, fordufter. Mykines september 2021
|