FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA

Thyras Sorg

Der mødte dem et slemt syn, arbejderne, på filetfabrikken Atlantic Sea Food, da de om morgenen kl. 6'30 mødte på arbejde, for midt i hallen hang i et reb bundet til en svelle i loftet en knægt, grålighvid i ansigtet, slappe arme i kedeldragt uden sko, hans støvler stod på jorden ved siden af en væltet stol, og der hang han bare, livløs.
Pigerne, der var mødt som de første fik sig et chok, for de kendte ham godt, ingen var i tvivl, det var Eivinds knægt Siggi, der havde taget livet af sig. En ung, glad knægt på 17, der som sin far arbejdede på fabrikken.
Det blev Eivind, er skar ham ned. Med et udtryksløst nærmest forstenet ansigt tog han med rystende hænder sin kniv i bæltet og filede rebet over. Mens han stod på skamlen stadig med kniven i hånden, så han blodet dryppe fra sine fingre, han måtte have skåret sig, for på Siggi som lå livløs på gulvet var der intet blod, kun mærker efter det reb, der havde snøret sig om hans hals. Alle fulgte ham med øjnene, da han blev båret hen til og lagt på et bord. Så kiggede man på hinanden.
- Hva' nu? Eivind stod stadig på stolen, den blodige kniv havde han tabt.

Alt imens Thyra gjorde sig klar til endnu en dag, fik pigerne vækket og undrede sig ikke over, at Siggi ,som han ofte gjorde, sov hos en af vennerne, jo hun havde, som hun plejede givet Eivind morgenmad, inden han tog afsted, spejlæg, ost og pølse, ristet brød og kaffe og en madpakke havde hun smurt og givet ham med. Som altid.
Men da Eivind så ringede og fortalte, hvad der var sket, var det som lynet slog ned. Fuldstændig stiv blev hun, pigerne var taget i skole, hun var alene med den besked, at hendes Siggi havde hængt sig. Hun sagde ikke noget, afbrød samtalen og så skreg hun. Ingen ord kom over hendes læber kun et skrig, nej flere. Da hun havde skreget færdig, løb hun ned på havnen ind i hallen hen til bordet, hvor Siggi lå under et stykke plastik, det var det nærmeste, man havde fundet til at dække ham med, men det var gennemsigtigt, og da Thyra så synet, der mødte hende, skreg hun igen. Det billede brændte sig fast i hendes erindring, Siggis fortrukne ansigt som vacuumpakket i plast.
Den morgen glemmer hun ikke, angsten greb hende og holdt hende fast, sorg kalder man det i det lille øsamfund.
Thyra var pint var af tanken - hvorfor? men Siggis afskedsbrev, som hun fandt i hans baglomme, efter at bedemanden havde givet hende det tøj, Siggi havde haft på, turde hun ikke åbne. Angsten for at få svar på sit spørgsmål fik hende til at lade være, bukserne blev pænt lagt sammen og gemt væk.
Eivind havde fået den lokale møbelhandler, der fungerede som øens bedemand og som havde en åben ladvogn, der kunne anvendes til kistetransport, til at hente Siggi på fabrikken og ikke som Thyra ønskede i deres hjem. Nej, kisten ville han ikke have stående i stuen med sin afdøde søn og Thyras sorg.

Samme eftermiddag gik flagene på halv stang i hele byen, alle vidste, hvad der var sket. De sørgede og Thyra holdt sig inden døre og lod Eivind om det praktiske, kiste og kirke, men en ting gav hun ikke slip på, og det var gravstedet, der skulle ikke spares på noget. Hun accepterede, at den placering der blev anvist var i nederste hjørne af en nye kirkegård og ikke tæt på kirken ved siden af de andre gravsteder, men bestemte, at et fotografi skulle der være af Siggi. På et hjerte omfavnet af en engel hugget i sort marmor, der skulle det sidde, så smukt ville det blive. Engel og hjerte af strandsten blev lagt i et dække af hvide skærver og udover inskription om, at Siggi var elsket og savnet havde hjertet også en fordybning, hvor blomster kunne sættes i vand. Figurer i hvid marmor var der og vaser til blomster, en hundehvalp i fajance og to LED-lys med solpaneler, der automatisk lyste op, når mørket faldt på. Ingen måtte være i tvivl om, at hendes søn var både elsket og savnet.

Alle i byen mødte op til begravelsen tre dage senere, nej ikke alle, nogle holdt sig væk.
Et rygte cirkulerede, at noget var galt i den familie. Det var noget med en onkels behandling af sine døtre, og selvom han blev pure frikendt i retten, og døtrene mistænkt for at have løjet, gik snakken, at det måske var noget sygeligt og endda arveligt, og at Siggis død nok skyldtes en genetisk fejl. Havde han ikke været underlig en gang imellem og påfaldende tavs? Historier gik om hvad, der havde drevet ham i døden, om det var en arvelig sygom, misbrug eller frygten for at blive afsløret, for mange kunne fortælle, at hans overmåde positive væsen og høflige adfærd dækkede over personlige problemer. Det var kun sladder og rygter, men mistanken blussede op, nu han havde hængt sig på sin og faderens arbejdsplads.
Om formiddagen på dagen hvor begravelsen skulle finde sted, blev et hul gravet på den aftalte plads nr. 37. En rendegraver tog mundfuld efter mundfuld af den fede jord og lagde den i en bunke ved siden af graven. Planker blev lagt på det åbne hul 1,80 meter skulle det være i dybden, det sørgede graveren for med sin tommelstok, og reb til at sænke kisten i jorden blev lagt frem. Og så blev en pressening lagt på den opgravede jord, falmet og nedtrådt.
Selve begravelsen står for Thyra som i en tåge, ingen så hun i øjnene, nej intet så hun, man trykkede hendes hånd og kondolerede, men Thyra var et andet sted, hun var ved graven og ventede på kisten. Hun ventede ved graven, som den ville komme til at se ud, når stenhuggeren var færdig med den sorte granit, og lysene tændt, så smukt ville det blive, der nederst i hjørnet af kirkegården.
Først da hun kom hjem, fik tårerne frit løb. Hvorfor, hvorfor min Siggi?

Årene gik, og Thyra spillede, så godt hun kunne den gamle rolle, og hendes nærmeste accepterede, at hun ofte havde brug for at græde på det værelse, hun insisterede skulle stå urørt.
Her kom ingen andre, på Siggis værelse var hun alene med sin dreng, sin sorg og sin frygt. Thyra var bange.
Men så var det, at Annfin 6. september, deres nabo og Eivinds arbejdkammerat ganske uventet fik et slagtilfælde og faldt død om. Alle byens flag og hele øens gik på halv, for det var en fælles sørgelig begivenhed, kun 62 år blev han, det kom som et chok for alle, der kendte ham også for Thyra, for nu
kunne hun ikke som ved de seneste års begravelser undslå sig med undskyldningen, at det var for tæt på Siggis begravelse. Tre år var gået, hvor hun ikke havde vist sig i kirken og slet ikke til begravelser, kun på kirkegården kom hun for at skifte blomsterne på Siggis grav.
Grebet af panik fik hun Eivind overtalt, eller rettere hun forlangte, at han omgående tog på kirkegården og sørgede for det, hun længe havde bedt ham om, at nymale inskriptionerne på de små sten med personlige hilsner, og pudse englen blank, i det hele taget gøre gravstedet klar til at hun og øens beboere skulle mødes på kirkegården til Annfins begravelse.
Så dagen efter tog Eivind til kirkegården med sine to døtre, der mente at tre års sorg måtte være nok, nu var det dem og deres fremtid, det handlede om. Afstanden til deres mor var vokset, men det var efterhånden blevet en vane, at sådan var det. Det var sådan det var.

Og dagen kom hvor Annfin skulle begraves og Thyra tog sig sammen og tog med. Fuldt af parkerede biler var der, ikke bare ved kirken og omkring kirken også op over bakken, som drysset af en usynlig hånd stod de ved vejen i rabatten på skrå, hvor der var plads, og Thyra bemærkede, at der var vel nok mange, bedre blev det ikke, da de nærmede sig kirken og så en lang kø af byens borgere langs kirkens gavl, nej kø var det ikke, snarere en opstilling, enkelte af herrerne bar den færøske nationaldragt, som skulle de fotograferes. Et kasseformet sort kamera balancerede på toppen af et vakkelvorent stativ, og alle havde ansigtet vendt imod det. Med foldede hænder eller diskret holdt sammen om livet. Thyra fulgte i hælene på Eivind og pigerne til en plads sidst i rækken og tog imod et sangblad trykt til dagen med portræt af Annfin på forsiden. Det gav et gib i hende, for det var ikke den afdøde, hun så på billedet, men Siggi.
Foran hende op ad bakken stod sten på sten med navne, enkelte i små bede, det var børn, der var døde som små og et tvillingepar efter tre måneder. Som bilerne på vejen var stenene som drysset, hvor der nu var plads, ingen bevoksning kun sten og kors og numre sat i jorden ofte uden sten.
Her lå øens beboere fra de sidste 100 år, kirkegården blev fyldt op for tre år siden, så området uden for kirkegårdsmuren var taget i brug, og her var tre gravsteder med sten og to uden, nederst i hjørnet hendes egen Siggi.

Thyra får en klump i halsen, nej halsen snører sig sammen, hun kan dårligt få vejret og krammer sangbladet, mens hun kigger ned i jorden, og så kommer præsten gående med raske skridt og pibekrave med en taske over skulderen, hans blik er neutralt, ingen hilser han på, selvom han kender dem alle, han har taget en mine på, som bødlen, der har fået betroet et ubehageligt ærinde, der nu engang skal gøres uden personlig sorg eller glæde, så neutralt som det sømmer sig, alle han går forbi vender blikket i jorden eller til himmels for at undgå at skulle hilse.
Flere kommer til, nu er rækken ikke blot foran gavlen men rundt om kirken og hen langs kirkegårdsmuren. Bedeslag lyder fra kirkens tårn, og det giver et spjæt i Thyra, nu begynder det.
Det er som om alle de døde vågner og som ånder bevæger sig sørgmodigt omkring på bakken.
Hjemmevant går de mellem hinanden på må og få, glider lydløst i en gråhvid tåge mellem stenene, gamle er de fleste, men der er også børn, de danser og leger. Thyra holder øje med Siggis nyfriserede gravsted i den fjerne ende, om også han skal komme.
Svagt, meget svagt høres sang fra kirken, og en herre i sort træder ud af rækken for at checke forbindelsen, for det er intet kamera men en højttaler, der er placeret på et stativ for at give de mange udenfor mulighed for at høre, hvad der foregår i kirken, men ledningen, der forbinder det indre med det ydre virker ikke, højttaleren knaser og giver pludselig et hvæs, der får manden til chokeret at træde et skridt tilbage. Synet af den gule ledning, som bugter sig som en giftig slange i græsset får Thyra til at se for sig, rebet som Siggi hængte sig i, og hun tager sig til munden for at holde den lukket.
To piger, nej tre der er kommet for sent, går smilende og snakkende op ad stien og klemmer sig ind i rækken, ingen ænser dem et blik. Da højttalerens skiftende skratten og hvæsen ødelægger præstens prædiken, puffer den hjælpsomme herres kone igen til sin mand, at han altså må gøre noget, så han går tålmodigt hen til højttaleren, skruer på knapperne men det bliver kun værre, så han slår armene ud til siden og sender sin hustru et opgivende blik.
Ingen andre reagerer, ingen kommer ham til hjælp, alle står hvor de står som frosset fast. Endnu en salme bliver sunget i kirken og enkelte udenfor bevæger læberne, som synger de med. Thyra tænker på Siggis begravelse tre år tidligere og blinker med øjnene som for at få tårerne til at forsvinde. Så gør hun sig umage og tænker på noget andet, hvad de skal have til middag i aften, og hvad der kommer i fjernsynet, men lige meget hjælper det, tårer løber ned over kinderne, og hun lader dem løbe, det er trods alt en begravelse, så tager hun lommetørklædet frem.

Og kisten bæres ud. Forrest går graveren som samme formiddag med en rendegraver fik lavet et kisteformet hul så præcist med lodrette sider i de rette mål, brædder lagde han over hullet og reb på tværs, alt blev gjort omhyggeligt.
Som en tamburmajor i spidsen for en deling soldater viser han kortegen vej med små trippende skridt. Efter ham to sortklædte herrer og så kisten, blomstersmykket båret af seks mænd. Bag dem sangkoret, 14 mænd oppe i årene med røde slips og hvide skjorter, flere har dog taget jakke på, for lunt er det ikke. Så familien, enken med hænderne for mund og ansigt og to børnebørn drenge på 10 og 12, der samme morgen har fået supersmarte frisurer, hvor halvdelen af issen er tætbarberet, den anden sat op med et kækt ungdommeligt svej i en krølle, begge i jakkesæt en miniature med stramme og lidt for korte bukseben.
Kisten er tung, så med mellemrum skifter man hånd og bytter plads, men alt foregår værdigt og alvorligt, ned ad stien og rundt om Siggis nypudsede gravsted i hjørnet. De 600 gæster tager opstilling langs ruten, fuldt er der, men disciplinen er stor, ingen står i vejen for nogen, alle kan se. Ved den åbne grav står præsten med en langskaftet skovl og en spand jord, det er det eneste jord, der er synligt, fed mørk muld. Stige, spade og skovl holder den blå pressening på plads.
- Af jord er du kommet . . . Thyra bliver stående foran Siggis grav, og nu kan hun ikke længere holde gråden tilbage. Synet af Siggis ansigt på det forstørrede skolefoto i armene på stenhuggerens marmorengel er for meget for Thyra, det er som spørger han hende om noget, hun hulker højlydt, men præsten fortsætter ufortrødent, for ham er gråd og hulken det helt rigtige akkompagnement til en ceremoniel begravelse.
- Til jord skal du blive . . .
Thyra hulker sin opsparede sorg ud på kirkegården til byens borgere og øens, som beder hun om tilgivelse. Alle ved de, hvad de skal tilgive også Thyra, men aldrig, aldrig vil hun lade mistanken komme over sine læber, hvorfor Siggi valgte at tage sit eget liv.
Mens Eivind og alle der deltog i begravelsen spiser suppe i forsamlingshuset, er Thyra med rødrandede øjne og våd på kinderne kommet hjem, det er som har hun endelig grædt sorgen ud. Resolut finder hun Siggis bukser frem, dem han havde på den morgen, de fandt ham, tager afskedsbrevet op af baglommen og går med det uåbnede brev ned i køkkenet.
- Til Mor, har Siggi skrevet med blyant uden på kuverten. Hun tager den til munden, kysser den, åbner kuverten, lægger brevet i køkkenvasken og sætter ild til det. Da det er blevet sorte askeflager skyller hun efter, nu vil hun leve igen.

Sandoye september2021 mb